Jeg er saa bange for at glemme alle de sjove stunder jeg har haft. Saa nu skriver jeg dem ned her, efterhaanden som jeg husker dem. De er hoejst sandsynligt ikke sjove for nogen anden, men det er lige meget, det er mine minder!
Paa hostellet i Kyoto: Owen har koebt spaghetti, men der er ingen kogeplader. Det problem havde jeg bare en halv time foer, og jeg foreslaar at han haelder kogende vand over, og udskifter det hver gang det stopper med at koge. Aurelie foreslaar mikroboelgeovnen, og han ender med foerst at haelde kogende vand over, saa putte det i mikroboelgeovnen. Resten af aftenen drillede vi ham med at hans mad var radioaktiv og han var ved at blive groen. Aurelie fik den aften tilnavnet "sarcastic French girl"
Overalt i Japan og Thailand: Kaenguruhistorien. Det er min nye yndlingshistorie, og jeg tror jeg har fortalt den til samtlige jeg har moedt paa min vej - isaer dem fra Australien. Den startede paa et hostel i Hiroshima, hvor nogle fra Australien fortalte mig at man skal passe paa med kaenguruer, og hvis de gaar i vandet, maa man bestemt ikke foelge efter dem, for saa drukner de nemlig en.
Jeg fortalte historien til mine to yndlings australske Tokyobuddies, og de drillede mig og mente jeg var naiv fordi jeg troede paa det. Men jeg er glad for historien, og har spredt den lige siden. Til alle. Og fordi jeg efter at have omgivet mig med for mange fyre, og er blevet meget lidt ladylike, er historien nogle gang blevet cuttet ned til "The kangaroos will fucking drown you, man"
Koh Phanang: Jeg ligger i haengekoejen ude foran bungalowen og slapper af. Pludselig er der en der kalder indefra "Johanne... Come in here"
Da jeg kommer ind, sidder min norske roommate Speedy paa sengen og ser forskraekket ud. "What is that? Is that a duck?" spoerger han om den lyd han tror kommer fra under hans seng, som hoejst sandsynligt kommer udefra. Jeg maatte forklare ham at det var en gekko, at de var ganske ufarlige, og den ikke var herinde. Derefter begyndte vi at taelle hver gang gekkoen laver lyde, for at finde ud af hvor mange gange i trak den siger gekko. Stoerstedelen af gangene er det 5.
lørdag den 3. april 2010
T.I.T - This is Thailand
Paa et skilt i Chiang Mai saa jeg ovenstaaende forkortelse, brugt som forklaring paa hvorfor man ikke boer smide toiletpapir i toilettet. Men det er slet ikke det, det i virkeligheden betyder. This is Thailand, er et begreb der boer bruges som forklaring paa, hvorfor det kan vaere et helvede at rejse rundt.
Da jeg tog fra Phuket til Koh Phanang (som desuden ogsaa var en ret hektisk og besvaerlig tur) koebte jeg en open ticket hjem. Ifoelge manden paa rejsebureauet, skulle jeg bare tage faergen den dag jeg ville hjem, og saa virkede den.
Saa den 1. april, klokken 12, tager jeg faergen fra Koh Phanang til Surat Thani. Paa havnen i Surat Thani skal vi vente en times tid paa at faa en bus mod busstationen. Mine skuldre blev roede.
Paa busstationen, gik det op for mig, at jeg som en af de eneste ikke havde et klistermaerke der viste hvor jeg skulle hen, saa jeg gik op til manden med klistermaerkerne og spurgte. Her viste det sig at eftersom jeg havde koebt billetten gennem random rejsebureau, havde han ikke noget med det at goere, og at der ville komme en derfra og hente mig.
Efter mere ventetid kom der en mand og hentede mig og to irere, i en minibus. Jeg naaede lige at fantasere om at vi skulle koere helt til Bangkok i den, men saa satte han os af ved rejsebureauet.
Paa rejsebureauet var damen ved at faa mig til at graede, da hun sagde at jeg ikke kunne komme med. Tilsyneladende skulle man reconfirme, hvilket ham der solgte mig billetten ikke havde fortalt. Og nu var bussen fyldt op.
Jeg insisterede paa at jeg skulle hjem i dag, og at det ikke kunne vaere min skyld, da ingen havde fortalt mig jeg skulle reconfirme. Og pludselig, efter hun havde talt meget hoejt ind i telefonen, besluttede hun sig for at jeg godt kunne komme med. Vi skulle bare lige betale 200 baht ekstra, for vi var noedt til at blive koert ind til en anden busstation med minibussen.
Paa busstationen havde minibuschauffoeren vores billetter, og i brugte 40 minutter der, paa ikke at vide hvor han var. Men han kom tilbage, og vi kom med bussen.
Da vi ankom, var vi sjovt nok ikke paa Khao San Road, som vi havde koebt billet til, men paa en busstation i Bangkok. Saa det blev lige 200 baht ekstra for en taxa til Khao San Road.
Heraf kan jeg konkludere at det ikke kan betale sig at koebe en open ticket. Maaske er den billigere mens du koeber den, men med ekstraudgifter paa 400 baht, havde det vaeret billigere at tage en anden tur der var et par timer kortere.
Det gode er at jeg ikke blev bestjaalet undervejs. Det er aabenbart meget almindeligt at folk bliver bestjaalet mens de sover i bussen. Men jeg sov ikke, saa haha, tyve! I fik mig ikke denne gang!
Og fordi happy endings er kedelige, kan jeg fortaelle at efter at have faaet et hotelvaerelse og noget at spise, var det foerste jeg gjorde at kaste det hele op igen. Og jeg har vaeret syg siden da. Maaske er det meget godt jeg skal hjem i morgen.
Da jeg tog fra Phuket til Koh Phanang (som desuden ogsaa var en ret hektisk og besvaerlig tur) koebte jeg en open ticket hjem. Ifoelge manden paa rejsebureauet, skulle jeg bare tage faergen den dag jeg ville hjem, og saa virkede den.
Saa den 1. april, klokken 12, tager jeg faergen fra Koh Phanang til Surat Thani. Paa havnen i Surat Thani skal vi vente en times tid paa at faa en bus mod busstationen. Mine skuldre blev roede.
Paa busstationen, gik det op for mig, at jeg som en af de eneste ikke havde et klistermaerke der viste hvor jeg skulle hen, saa jeg gik op til manden med klistermaerkerne og spurgte. Her viste det sig at eftersom jeg havde koebt billetten gennem random rejsebureau, havde han ikke noget med det at goere, og at der ville komme en derfra og hente mig.
Efter mere ventetid kom der en mand og hentede mig og to irere, i en minibus. Jeg naaede lige at fantasere om at vi skulle koere helt til Bangkok i den, men saa satte han os af ved rejsebureauet.
Paa rejsebureauet var damen ved at faa mig til at graede, da hun sagde at jeg ikke kunne komme med. Tilsyneladende skulle man reconfirme, hvilket ham der solgte mig billetten ikke havde fortalt. Og nu var bussen fyldt op.
Jeg insisterede paa at jeg skulle hjem i dag, og at det ikke kunne vaere min skyld, da ingen havde fortalt mig jeg skulle reconfirme. Og pludselig, efter hun havde talt meget hoejt ind i telefonen, besluttede hun sig for at jeg godt kunne komme med. Vi skulle bare lige betale 200 baht ekstra, for vi var noedt til at blive koert ind til en anden busstation med minibussen.
Paa busstationen havde minibuschauffoeren vores billetter, og i brugte 40 minutter der, paa ikke at vide hvor han var. Men han kom tilbage, og vi kom med bussen.
Da vi ankom, var vi sjovt nok ikke paa Khao San Road, som vi havde koebt billet til, men paa en busstation i Bangkok. Saa det blev lige 200 baht ekstra for en taxa til Khao San Road.
Heraf kan jeg konkludere at det ikke kan betale sig at koebe en open ticket. Maaske er den billigere mens du koeber den, men med ekstraudgifter paa 400 baht, havde det vaeret billigere at tage en anden tur der var et par timer kortere.
Det gode er at jeg ikke blev bestjaalet undervejs. Det er aabenbart meget almindeligt at folk bliver bestjaalet mens de sover i bussen. Men jeg sov ikke, saa haha, tyve! I fik mig ikke denne gang!
Og fordi happy endings er kedelige, kan jeg fortaelle at efter at have faaet et hotelvaerelse og noget at spise, var det foerste jeg gjorde at kaste det hele op igen. Og jeg har vaeret syg siden da. Maaske er det meget godt jeg skal hjem i morgen.
onsdag den 31. marts 2010
Full Moon Party
Jeg ville gerne skrive et indlaeg, men jeg er ret traet. Jeg proever alligevel.
Klokken er 16.15, thailandsk tid, og mine roommates sover stadig. Jeg stod op for 3 kvarter siden. Til gengaeld gik jeg i seng klokken 6 i morges, mens the crazy norwegian guys, som de ogsaa er kendt som, kom hjem klokken halv 8. Og var meget meget fulde og larmende.
Dette er egentlig bare hverdag paa Koh Phanang, jeg er efterhaanden vant til at blive vaekket af en 1.97 hoej fyr, der tror han er baade supermand og kongen, og laver buler i vaeggene, mens han vaelter rundt i bungalowen. Men i morges var det alligevel lidt anderledes, da det var Full Moon Party.
Jeg havde lidt frygtet hele konceptet, selvom jeg havde glaedet mig. Jeg mener jo, man hoerer alle de vilde historier derfra. Men med undtagelse af en lidt for voksen mand, der efter at have truet samtlige maend omkring ham, med at banke dem, gik over til at true pigerne (jeg sad som publikum et stykke vaek og var ikke i fare), og en del unge piger, der maatte baeres vaek fra stranden, var det egentlig bare en sjov og glad strandfest, med 20.000 dansende mennesker.
Jeg mistede ret hurtigt mine venner, Speedy og The King, og fandt dem ikke igen. I stedet dansede jeg hele natten med en tysk pige, og random mennesker omkring os. Og jeg drak klart mere vand end alkohol, saa folk boer vaere stolte af mig.
Eftersom den sidste aktivitet der er planlagt, nu er overstaaet, er jeg ved at vaenne mig til tanken om at komme hjem om et par dage. Mest til at se min familie i lufthavnen. Og traene ungerne i 1900 igen. Og til det danske foraar.
Klokken er 16.15, thailandsk tid, og mine roommates sover stadig. Jeg stod op for 3 kvarter siden. Til gengaeld gik jeg i seng klokken 6 i morges, mens the crazy norwegian guys, som de ogsaa er kendt som, kom hjem klokken halv 8. Og var meget meget fulde og larmende.
Dette er egentlig bare hverdag paa Koh Phanang, jeg er efterhaanden vant til at blive vaekket af en 1.97 hoej fyr, der tror han er baade supermand og kongen, og laver buler i vaeggene, mens han vaelter rundt i bungalowen. Men i morges var det alligevel lidt anderledes, da det var Full Moon Party.
Jeg havde lidt frygtet hele konceptet, selvom jeg havde glaedet mig. Jeg mener jo, man hoerer alle de vilde historier derfra. Men med undtagelse af en lidt for voksen mand, der efter at have truet samtlige maend omkring ham, med at banke dem, gik over til at true pigerne (jeg sad som publikum et stykke vaek og var ikke i fare), og en del unge piger, der maatte baeres vaek fra stranden, var det egentlig bare en sjov og glad strandfest, med 20.000 dansende mennesker.
Jeg mistede ret hurtigt mine venner, Speedy og The King, og fandt dem ikke igen. I stedet dansede jeg hele natten med en tysk pige, og random mennesker omkring os. Og jeg drak klart mere vand end alkohol, saa folk boer vaere stolte af mig.
Eftersom den sidste aktivitet der er planlagt, nu er overstaaet, er jeg ved at vaenne mig til tanken om at komme hjem om et par dage. Mest til at se min familie i lufthavnen. Og traene ungerne i 1900 igen. Og til det danske foraar.
lørdag den 27. marts 2010
Flyttedag
Jeg har nu vaeret paa Koh Pha Nnang i... Jeg har egentlig ikke styr paa dagene. Men jeg tror nok jeg ankom den 21., saa det maa vaere 6 dage.
Da jeg ankom, tog jeg sammen med to svenskere til Coral Bungalow, et hotel kendt fra Lonely Planet. Det er laekre bungalows, en udmaerket restaurant, med rigtigt flinke ansatte, en pool, masser af mennesker og fest hver aften. Desvaerre er der Full Moon Party om 3 dage (det er selvfoelgelig ikke kun desvaerre, det skal nok blive sjovt), hvilket betyder at her var fuldt boooket fra i dag. Saa vi er nu flyttet til Starlight Bungalow, som har rigtigt fine bungalows, men selve omgivelserne er en byggeplads. Heldigvis er der kun 5 minutters gang paa stranden tilbage til Coral, hvor vi kommer for at spise og bruge computerne.
Flyttedag betyder ogsaa at jeg skifter roommates, jeg er blevet traet af at hoere paa svensk, og synes norsk er nemmere at forstaa. Eller ogsaa tager svenskerne hjem om 2 dage, mens nordmaendene bliver her ligesaa laenge som jeg.
Derudover er jeg rigtigt glad for Koh Pha Nnang, der er masser af mennesker, jeg faar oevet mit efterhaanden gebrokne dansk, og alle er glade.
Den 4. april, sker der det at der gaar et fly fra Bangkok mod Munchen og derefter fra Munchen mod DK, og jeg tror at der er nogen der forventer at jeg er med det fly. Jeg er ikke sikker, men eftersom jeg efterhaanden er ved at loebe toer for penge, er det maaske meget godt. Jeg vil ikke hjem.
Da jeg ankom, tog jeg sammen med to svenskere til Coral Bungalow, et hotel kendt fra Lonely Planet. Det er laekre bungalows, en udmaerket restaurant, med rigtigt flinke ansatte, en pool, masser af mennesker og fest hver aften. Desvaerre er der Full Moon Party om 3 dage (det er selvfoelgelig ikke kun desvaerre, det skal nok blive sjovt), hvilket betyder at her var fuldt boooket fra i dag. Saa vi er nu flyttet til Starlight Bungalow, som har rigtigt fine bungalows, men selve omgivelserne er en byggeplads. Heldigvis er der kun 5 minutters gang paa stranden tilbage til Coral, hvor vi kommer for at spise og bruge computerne.
Flyttedag betyder ogsaa at jeg skifter roommates, jeg er blevet traet af at hoere paa svensk, og synes norsk er nemmere at forstaa. Eller ogsaa tager svenskerne hjem om 2 dage, mens nordmaendene bliver her ligesaa laenge som jeg.
Derudover er jeg rigtigt glad for Koh Pha Nnang, der er masser af mennesker, jeg faar oevet mit efterhaanden gebrokne dansk, og alle er glade.
Den 4. april, sker der det at der gaar et fly fra Bangkok mod Munchen og derefter fra Munchen mod DK, og jeg tror at der er nogen der forventer at jeg er med det fly. Jeg er ikke sikker, men eftersom jeg efterhaanden er ved at loebe toer for penge, er det maaske meget godt. Jeg vil ikke hjem.
torsdag den 18. marts 2010
Laos
Jeg har ikke faaet skrevet saa meget det sidste stykke tid, da jeg har haft travlt. Jeg har lige vaennet mig til at rejse med en gruppe, men i morgen bryder vi op igen. Nogle skal til Cambodia, andre til Vietnam, og jeg tager tilbage til Thailand og til Phuket.
Den foerste dag i Laos, var den vaerste dag jeg har haft mens jeg rejste. Vi forlod Chiang Mai soendag aften kl 7, og tog en bus mod Laos. Kl 6 om morgenen stod vi af, og skiftede til en andet bus, der gik meget langsomt og var fyldt med mennesker. Efter to timer i den bus, stod vi af, og nogle tuktukchauffoerere tilboed at koere os til graensen... Troede vi. Det var tilsyndeladende kun den ene der ville det, den anden ville til et turistkontor. Saa vi endte op to forskellige steder.
Da vi endelig ankom til graensen, var visafolkene lige gaaet til frokost. Jeg var paa det tidspunkt ved at omkomme af sult, foelte mig beskidt og svedig, og var paa krykker. Efter noget tid fik vi vores visa, og besluttede os for at finde et sted at spise. Paa dette tidspunkt var jeg allerede ved det punkt hvor jeg rystede og var svimmel, saa jeg maatte sidde ned lidt tid, mens de andre koebte mad til mig.
Det er det helt fantastiske ved at rejse med andre, at der er nogen der kan tage sig af en. Og det var det tidspunkt hvor jeg havde mest brug for det. Jeg har heller ikke baaret min egen bagage, det gjorde de andre.
Gruppen jeg rejser med, bestaar af 4 fra Canada, en fra Australien, og mig. Fra Canada er der Alexandra og Natalee, som er 23, og bedste venner. Derudover er der Cham paa 29 og Terra pa 23, der ligeledes rejser sammen. Og saa er der Peter paa 26 fra Australien. Og mig. Vi besluttede os for at alle skulle have et nickname, men som lyd. Min lyd er "Oh my god, my ancle"
Vang Vien hvor vi opholder os, er en by, hvor folk kommer til for at feste. Hovedattraktionen er en lang flod, man kan flyde ned af i store baderinge. Undervejs er der masser af barer, og gynger, man kan tage hvor man haenger fra armene og svinger udover vandet, et par meter oppe, og hoppe fra. Det er ret skraemmende, men sjovt.
I anledning af St. Patricks Day, var det ekstra vildt igaar. Vi blev malet med spraymaling, og jeg er nu groen, gul, hvis og roed over det hele. Det er svaert at faa af.
I morgen gar turen til Phuket, hvor jeg tror jeg bruger et par dage, foer jeg tager til Koh Phan Nnang. Det bliver rart endelig at komme til stranden og slappe af.
Desvaerre er det gaaet op for mig at jeg har under 3 igen, hvilket skraemmer mig. Selvom jeg savner folk derhjemme, er jeg saa vant til at vaere on the road, at jeg ikke har lyst til at vende tilbage til dagligdagen. Men jeg overvejer at tage en ny tur, sa snart jeg har mulighed for det, rundt og besoege de folk jeg har moedt undervejs, hvilket pt vil sige at jeg meget gerne vil til USA, Canada og Australien. Men saa skal jeg vist tjene lidt mere.
Og on that note - Send flere penge nu!
Den foerste dag i Laos, var den vaerste dag jeg har haft mens jeg rejste. Vi forlod Chiang Mai soendag aften kl 7, og tog en bus mod Laos. Kl 6 om morgenen stod vi af, og skiftede til en andet bus, der gik meget langsomt og var fyldt med mennesker. Efter to timer i den bus, stod vi af, og nogle tuktukchauffoerere tilboed at koere os til graensen... Troede vi. Det var tilsyndeladende kun den ene der ville det, den anden ville til et turistkontor. Saa vi endte op to forskellige steder.
Da vi endelig ankom til graensen, var visafolkene lige gaaet til frokost. Jeg var paa det tidspunkt ved at omkomme af sult, foelte mig beskidt og svedig, og var paa krykker. Efter noget tid fik vi vores visa, og besluttede os for at finde et sted at spise. Paa dette tidspunkt var jeg allerede ved det punkt hvor jeg rystede og var svimmel, saa jeg maatte sidde ned lidt tid, mens de andre koebte mad til mig.
Det er det helt fantastiske ved at rejse med andre, at der er nogen der kan tage sig af en. Og det var det tidspunkt hvor jeg havde mest brug for det. Jeg har heller ikke baaret min egen bagage, det gjorde de andre.
Gruppen jeg rejser med, bestaar af 4 fra Canada, en fra Australien, og mig. Fra Canada er der Alexandra og Natalee, som er 23, og bedste venner. Derudover er der Cham paa 29 og Terra pa 23, der ligeledes rejser sammen. Og saa er der Peter paa 26 fra Australien. Og mig. Vi besluttede os for at alle skulle have et nickname, men som lyd. Min lyd er "Oh my god, my ancle"
Vang Vien hvor vi opholder os, er en by, hvor folk kommer til for at feste. Hovedattraktionen er en lang flod, man kan flyde ned af i store baderinge. Undervejs er der masser af barer, og gynger, man kan tage hvor man haenger fra armene og svinger udover vandet, et par meter oppe, og hoppe fra. Det er ret skraemmende, men sjovt.
I anledning af St. Patricks Day, var det ekstra vildt igaar. Vi blev malet med spraymaling, og jeg er nu groen, gul, hvis og roed over det hele. Det er svaert at faa af.
I morgen gar turen til Phuket, hvor jeg tror jeg bruger et par dage, foer jeg tager til Koh Phan Nnang. Det bliver rart endelig at komme til stranden og slappe af.
Desvaerre er det gaaet op for mig at jeg har under 3 igen, hvilket skraemmer mig. Selvom jeg savner folk derhjemme, er jeg saa vant til at vaere on the road, at jeg ikke har lyst til at vende tilbage til dagligdagen. Men jeg overvejer at tage en ny tur, sa snart jeg har mulighed for det, rundt og besoege de folk jeg har moedt undervejs, hvilket pt vil sige at jeg meget gerne vil til USA, Canada og Australien. Men saa skal jeg vist tjene lidt mere.
Og on that note - Send flere penge nu!
lørdag den 13. marts 2010
Eftersom mine foraeldre er hhv sygeplejerske og social og sundhedsassistent, har jeg altid vaeret glad for hospitaler. Faktisk soerger jeg for at besoege hospitaler i alle de byer jeg kommer til.
I morges tog jeg til hospitalet i Chiang Mai. Det er meget flot, og jeg fik en rundvisning i koerestol. De lod mig endda proeve deres roengtenudstyr. Til sidst gav de mig en stak souvenirs, saa jeg ikke ville glemme mit besoeg: noget medicin, bandage, og et saet krykker.
Jeg blev meget glad for gaverne og gaar naturligvis stadig rundt med krykkerne - man moeder mange flere mennesker paa den maade. Og det er en fin maade at traene armmusklerne paa.
Senere i dag forlader jeg Chiang Mai, og tager til Laos, med en gruppe fra mit guesthouse. Jeg regner med at tilbringe et par dage, for derefter at kunne faa et nyt visa til Thailand.
I morges tog jeg til hospitalet i Chiang Mai. Det er meget flot, og jeg fik en rundvisning i koerestol. De lod mig endda proeve deres roengtenudstyr. Til sidst gav de mig en stak souvenirs, saa jeg ikke ville glemme mit besoeg: noget medicin, bandage, og et saet krykker.
Jeg blev meget glad for gaverne og gaar naturligvis stadig rundt med krykkerne - man moeder mange flere mennesker paa den maade. Og det er en fin maade at traene armmusklerne paa.
Senere i dag forlader jeg Chiang Mai, og tager til Laos, med en gruppe fra mit guesthouse. Jeg regner med at tilbringe et par dage, for derefter at kunne faa et nyt visa til Thailand.
tirsdag den 9. marts 2010
En fantastisk aften
Det fede ved at rejse, er at jeg aldrig ved, hvad der kommer til at ske. I aften var min plan at slappe af, men da jeg ogsaa har slappet af paa vaerelset hele dagen, taenkte jeg at jeg hellere maatte gaa lidt ud.
Jeg har faaet mig et par thailandske hej-venner. En af dem staar udenfor en fransk restaurant, jeg gaar forbi ret tit. Efter at have snakket lidt med ham, inviterede han mig ind og moede hans kollegaer. Jeg kom ind i baggaarden til restauranten og moedte alle der arbejdede der. De var meget venlige og havde ikke nogle problemer med at jeg hang ud paa deres arbejdsplads - faktisk fandt de det rigtigt hyggeligt.
Jeg har endnu ikke snakket med lokale, uden at der var en form for business i det, saa alle mine bekendskaber har vaeret blandt turister - hovedsageligt fra Australien (The damn aussies er overalt!)
Men her hyggede jeg mig i to timer - en af kvinderne tog mig med ind i huset ved siden af, hvor der var en hund med 8 meget yndige hvalpe. Jeg har hoert om dem, faaet en ide om hvordan det er at vaere ung i Thailand. Og jeg har pjattet med dem, kommet ud over det der stadie "oh you're so white and pretty". Blandt andet blev jeg spurgt til hvor langt henne jeg var i graviditeten, fordi en af drengene mente jeg havde topmave.
I morgen aften tager jeg dertil igen, hvorefter jeg skal paa Reggae Bar med en af pigerne der arbejder der. Hun tager tit paa bar selv, da hun elsker "pretty foreigner boys"
Jeg har igen moedt nye venner, men denne gang blandt de lokale. Jeg er en glad ung dame.
Jeg har faaet mig et par thailandske hej-venner. En af dem staar udenfor en fransk restaurant, jeg gaar forbi ret tit. Efter at have snakket lidt med ham, inviterede han mig ind og moede hans kollegaer. Jeg kom ind i baggaarden til restauranten og moedte alle der arbejdede der. De var meget venlige og havde ikke nogle problemer med at jeg hang ud paa deres arbejdsplads - faktisk fandt de det rigtigt hyggeligt.
Jeg har endnu ikke snakket med lokale, uden at der var en form for business i det, saa alle mine bekendskaber har vaeret blandt turister - hovedsageligt fra Australien (The damn aussies er overalt!)
Men her hyggede jeg mig i to timer - en af kvinderne tog mig med ind i huset ved siden af, hvor der var en hund med 8 meget yndige hvalpe. Jeg har hoert om dem, faaet en ide om hvordan det er at vaere ung i Thailand. Og jeg har pjattet med dem, kommet ud over det der stadie "oh you're so white and pretty". Blandt andet blev jeg spurgt til hvor langt henne jeg var i graviditeten, fordi en af drengene mente jeg havde topmave.
I morgen aften tager jeg dertil igen, hvorefter jeg skal paa Reggae Bar med en af pigerne der arbejder der. Hun tager tit paa bar selv, da hun elsker "pretty foreigner boys"
Jeg har igen moedt nye venner, men denne gang blandt de lokale. Jeg er en glad ung dame.
mandag den 8. marts 2010
Things I do for ma bro
Nogle aar tilbage sa min lillebror en del Muay Thai pa youtube - og snakkede en hel del om det. Jeg lyttede godt nok ikke rigtigt, men jeg havde stadig opfanget at det var en kampsport. Saa da jeg fik en flyer stukket i haanden om en kamp, besluttede jeg mig for at jeg var noedt til at tage afsted.
Stadion var selvfoelgelig udelukkende fyldt med udlaendinge - nogle gange kan man godt overveje om man befinder sig i Thailand eller Europa - eller Australien, eftersom alle er derfra.
Jeg er traet, saa jeg vil bare lave en top 2 over mest interessante ting ved Muay Thai.
1. Underholdningen i pausen - 4 uerfarne boksere, sendes op i ringen med blindfold paa, og saa skal de taeske hinanden. Samtidig er der en med op for at holde styr paa dem, og han fik paent mange bank.
2. Den indledende dans. Inden kampen gaar i gang performer fighterne en lille dans for publikum. Det var yndigt.-
Stadion var selvfoelgelig udelukkende fyldt med udlaendinge - nogle gange kan man godt overveje om man befinder sig i Thailand eller Europa - eller Australien, eftersom alle er derfra.
Jeg er traet, saa jeg vil bare lave en top 2 over mest interessante ting ved Muay Thai.
1. Underholdningen i pausen - 4 uerfarne boksere, sendes op i ringen med blindfold paa, og saa skal de taeske hinanden. Samtidig er der en med op for at holde styr paa dem, og han fik paent mange bank.
2. Den indledende dans. Inden kampen gaar i gang performer fighterne en lille dans for publikum. Det var yndigt.-
søndag den 7. marts 2010
At lukke en doer, for at aabne en ny
Da jeg planlagde rejsen, havde jeg regnet med at jeg ville vaere super glad for at tage fra Japan til Thailand. Det ville blive varmere og billigere, og jeg ville komme tilbage, som jeg har oensket mig de sidste 5 aar.
Realiteten er at jeg nu har vaeret her snart en uge, og jeg savner stadig Japan. Jeg savner maaden alt foregaar paa, jeg savner hostellerne, jeg savner de mennesker jeg moedte, baade i Japan og Korea.
For hvad jeg ikke taenkte over, foer jeg stod der, var hvor meget man knytter sig til de mennesker man moeder paa en rejse, og de steder man besoeger. Alt er bare mere intenst her, og det er saa haardt at knytte sig til et land, de oplevelser man har haft, de mennesker man moeder, og derefter skulle rejse. Skulle lukke doeren og vide det aldrig bliver de samme. Stoerstedelen af de mennesker jeg har moedt, kommer jeg aldrig til at se igen, og selvom jeg kan vende tilbage til Japan, vil alting ikke vaere helt som det var denne gang, og jeg vil ikke helt vaere den samme.
At rejse handler ligesaa meget om at sige farvel, som at sige hej. Og jeg er elendig til farveller.
Da jeg forlod Korea, for at tage tilbage til Japan, var jeg sikker paa at jeg ikke ville moede mennesker jeg havde det saa godt med, som dem jeg moedte der. At min rejse derfra bare ville vaere at vente paa at skulle til Japan. Men jeg moedte nye mennesker, jeg fik nye oplevelser, der gjorde det haardt at skulle lukke doeren, for at aabne den doer, jeg ellers havde glaedet mig i 5 aar til at aabne.
Men paa samme maade, gaar livet videre i Thailand. Jeg vil moede nye mennesker, faa nye og interessante oplevelser - oplevelser der altid vil vaere der naar jeg lukker oejnene, paa samme maade som de fra Japan og Korea vil. Og naar jeg om en maaned vender tilbage til Danmark, vil intet vaere det samme. Jeg vil have nye oplevelser, nye historier, og en glaede over at kende fantastiske mennesker fra hele verden. Og jeg vil have en helt anden tro paa at jeg godt kan klare mig selv, staa op hver dag og se verden i oejnene - ligegyldigt hvor i verden jeg er.
Anyways, i aften tager jeg ind til stadion og ser en Muay Thai kamp. Onsdag skal jeg paa en tur kaldet "flight of the gibbon", hvor jeg skal se regnskoven fra traetoppene. Char, guiden fra mit guesthouse, som ogsaa var der for 5 aar siden, er rastloes, og haaber paa at samle en gruppe og tage paa to dages trekking torsdag-fredag. Saa hvis han faar gjort det tager jeg med. Og derefter skal jeg til at lukke doeren til Chiang Mai igen, og se hvor vinden saa bringer mig hen. Jeg tror den bringer mig til en oe, hvor jeg kan bruge hele dage paa at laese og slikke sol og bade.
Realiteten er at jeg nu har vaeret her snart en uge, og jeg savner stadig Japan. Jeg savner maaden alt foregaar paa, jeg savner hostellerne, jeg savner de mennesker jeg moedte, baade i Japan og Korea.
For hvad jeg ikke taenkte over, foer jeg stod der, var hvor meget man knytter sig til de mennesker man moeder paa en rejse, og de steder man besoeger. Alt er bare mere intenst her, og det er saa haardt at knytte sig til et land, de oplevelser man har haft, de mennesker man moeder, og derefter skulle rejse. Skulle lukke doeren og vide det aldrig bliver de samme. Stoerstedelen af de mennesker jeg har moedt, kommer jeg aldrig til at se igen, og selvom jeg kan vende tilbage til Japan, vil alting ikke vaere helt som det var denne gang, og jeg vil ikke helt vaere den samme.
At rejse handler ligesaa meget om at sige farvel, som at sige hej. Og jeg er elendig til farveller.
Da jeg forlod Korea, for at tage tilbage til Japan, var jeg sikker paa at jeg ikke ville moede mennesker jeg havde det saa godt med, som dem jeg moedte der. At min rejse derfra bare ville vaere at vente paa at skulle til Japan. Men jeg moedte nye mennesker, jeg fik nye oplevelser, der gjorde det haardt at skulle lukke doeren, for at aabne den doer, jeg ellers havde glaedet mig i 5 aar til at aabne.
Men paa samme maade, gaar livet videre i Thailand. Jeg vil moede nye mennesker, faa nye og interessante oplevelser - oplevelser der altid vil vaere der naar jeg lukker oejnene, paa samme maade som de fra Japan og Korea vil. Og naar jeg om en maaned vender tilbage til Danmark, vil intet vaere det samme. Jeg vil have nye oplevelser, nye historier, og en glaede over at kende fantastiske mennesker fra hele verden. Og jeg vil have en helt anden tro paa at jeg godt kan klare mig selv, staa op hver dag og se verden i oejnene - ligegyldigt hvor i verden jeg er.
Anyways, i aften tager jeg ind til stadion og ser en Muay Thai kamp. Onsdag skal jeg paa en tur kaldet "flight of the gibbon", hvor jeg skal se regnskoven fra traetoppene. Char, guiden fra mit guesthouse, som ogsaa var der for 5 aar siden, er rastloes, og haaber paa at samle en gruppe og tage paa to dages trekking torsdag-fredag. Saa hvis han faar gjort det tager jeg med. Og derefter skal jeg til at lukke doeren til Chiang Mai igen, og se hvor vinden saa bringer mig hen. Jeg tror den bringer mig til en oe, hvor jeg kan bruge hele dage paa at laese og slikke sol og bade.
fredag den 5. marts 2010
Jeg kom tilbage
Jeg er tilbage i Chiang Mai. Paa samme guesthouse, som for 5 aar siden, den samme dansktalende guide er der stadig (men i foelge den samme ejer, var han taget hjem i dag), jeg har lige spist den samme ret, paa den samme restaurant som dengang (Khao Soi med chicken og watermelon shake paa The Wall, ligesom), og nu sidder jeg paa den samme netcafe, og jeg kan love jer for, det er de samme computere. I hvert fald ligner de noget der er en del aeldre end 5 aar.
Det var bare det jeg ville sige. It feels good to be back.
Det var bare det jeg ville sige. It feels good to be back.
onsdag den 3. marts 2010
Skilte i Japan
Jeg kom til et punkt, paa min Japantur, hvor jeg syntes det fedeste var at fotografere skilte. Saa I faar dem her:
NAKED!!!!! Jeg fik saadan lyst til at tage mig til hovedet og raabe "OH MY GOOOOOD!", da jeg saa dette skilt.
Jeg har besluttet mig for at begynde at kommunikere paa en lidt mere dramatisk maade.
Og nu kommer vi ligesom til det tidspunkt hvor jeg var fuld, og mest tog billedet for at vise at her var vi. Maaske var jeg ogsaa skaev af alle de cigarer.
I Harajuku, maa elefanterne ikke ryge. De faar bare lungekraeft.
Her klappede jeg i haenderne og skrev "that's Danish!"
Men det gjorde jeg ikke, for jeg var egentlig alene. Og havde toemmermaend.
NAKED!!!!! Jeg fik saadan lyst til at tage mig til hovedet og raabe "OH MY GOOOOOD!", da jeg saa dette skilt.
Jeg har besluttet mig for at begynde at kommunikere paa en lidt mere dramatisk maade.
Og nu kommer vi ligesom til det tidspunkt hvor jeg var fuld, og mest tog billedet for at vise at her var vi. Maaske var jeg ogsaa skaev af alle de cigarer.
I Harajuku, maa elefanterne ikke ryge. De faar bare lungekraeft.
Her klappede jeg i haenderne og skrev "that's Danish!"
Men det gjorde jeg ikke, for jeg var egentlig alene. Og havde toemmermaend.
Hosteller i Japan
Jeg overvejede det faktum at min blog faktisk kunne bruges som inspiration for andre - altsaa, pt kan den ikke, men hvis jeg nu skrev nogle indlaeg der kunne, ville jeg maaske kunne foele mig som et bedre menneske.
Derfor vil jeg gennemgaa de hosteller jeg har besoegt, og skrive min mening.
1. Tokyo International Youth Hostel
I mit hoved hedder hostellet mere Tokyo International Youth Hostel, for Japanese people, who's studying for an exam. Der var faa "internationale", og de fleste af disse smuttede hurtigt, da de opdagede det faktum at doerene lukker og der skal vaere ro kl 11 om aftenen, her. Ligeledes skal man vaere ude mellem 10 og 16 om dagen. Du betaler 100 yen pr kvarter for at bruge computer - det er den hoejeste pris jeg stoedte paa.
Det gode ved Tokyo IH, er at der er rent og paent, og at det ligger et sted fyldt med butikker, restauranter, spillearkader o0g lignende, samt en del metrolinjer. Udsigten er helt fantastisk.
Jeg ville ikke tage derhen som alene rejsende en anden gang. Det er for ensomt.
Tokyo IH ligger lige ud for metros- og JR line stoppet Iidabashi.
2. Khaosan Tokyo Samurai
Klart mere hyggeligt sted. Her er masser af backpackere, og mere socialt samvaer, selv under toejvask. Her er internettet frit at bruge, og "pass me your Lonely Planet" en brugt saetning.
Khaosangruppen har et par hosteller rundt i Asakusa, og de har en faelles bar, der er meget lille, men hyggelig.
Det negative er at Asakusa ikke er den mest interessante bydel. Til gengaeld ligger der en 100 yen shop taet paa, hvor alle madvarer koster 100 yen.
Det ligger 10 minutters gang fra Asakusa stoppet, som to metrolinjer koerer til.
3. J Hoppers Hiroshima
J. Hoppers ligger ikke mange minutters gang fra Peace Memorial Museum og alle de der monumenter man boer se. Det er ikke saerligt stort, saa man laerer hurtigt de andre at kende, om aftenen hvor de fleste samles i stuen, hvor ogsaa computerne til 100 yen for en halv time staar. Jeg var rigtigt glad for de to dage jeg brugte der, og fik mange gode snakke med andre backpackere.
J. Hoppers ligger vist taet paa et sporvognsstop. Jeg tog taxa.
4. Khaosan Fukoaka
Ikke et specielt interessant sted, men computerbrug er gratis.
Min oplevelse var at folk mest holdtn sig til sig selv, men jeg kan tage fejl, jeg var der kun en eftermiddag og aften, hvor jeg desuden gik tidligt i seng.
Det positive ved Khaosan Fukoaka, var at jeg glemte mit haandklaede der, saa man kan vaere heldig at stoede paa det. Mere har jeg ikke at sige.
Khaosan Fukoaka ligger 10 minutters gang fra Fukoaka/Hakata (byen med de to navne) station.
5. Matsuyama Youth Hostel.
Jeg havde det svaert med MYH, for jeg ville bare gerne saa mange gode ting paa dens vegne. Selve hostellet var hyggeligt indrettet, og det laa taet paa Dogo Onsen, og desuden i et dejlig omraade. Men der var ingen. Kun mig og noget personale (og et kaerestepar den sidste aften, men de taeller ikke)Men computere var gratis.
Matuyama Youth Hostel ligger 10 minutters gang op ad en bakke fra stoppestede Dogo Onsen.
6. Tour Club Kyoto.
Tour Club var ligesom Tokyo IH ramt af det kedelige faenomen kaldet curfew. Til gengaeld serverede de gratis sake hver aften - og man kunne proeve kimonoer. Gaester og personale var rigtigt flinke, og paa trods af at jeg laa syg under mit ophold her, hyggede jeg mig.
Tour Club ligger 5-10 minutters gang fra Kyoto Station. Jeg farede dog vild.
7. Khaosan Tokyo Annex
Her ville jeg have vaeret paa Samurai igen, men der var optaget, saa jeg valgte Annex der ligger stort set samme sted og er samme gruppe. Dette er hostellet med den daarlige indflydelse.
Der er mennesker i stuen doegnet rundt, alle er fulde om natten og sover om dagen. Jeg havde konstant enten toemmermaend eller var fuld i de dage. Men det var sjovt.
Computerbrug er gratis og der var for en gangs skyld masser af dem. Generelt var dette et af de stoerre hosteller, med mange mennesker. Og fulde folk.
Jeg tror nok jeg havde de sjoveste japanske dage her, og var ked af at skulle afsted til Thailand.
Khaosan Tokyo Annex ligger stort set samme sted som Samurai.
Er jeg kendt hostelanmelder nu? Please?
Derfor vil jeg gennemgaa de hosteller jeg har besoegt, og skrive min mening.
1. Tokyo International Youth Hostel
I mit hoved hedder hostellet mere Tokyo International Youth Hostel, for Japanese people, who's studying for an exam. Der var faa "internationale", og de fleste af disse smuttede hurtigt, da de opdagede det faktum at doerene lukker og der skal vaere ro kl 11 om aftenen, her. Ligeledes skal man vaere ude mellem 10 og 16 om dagen. Du betaler 100 yen pr kvarter for at bruge computer - det er den hoejeste pris jeg stoedte paa.
Det gode ved Tokyo IH, er at der er rent og paent, og at det ligger et sted fyldt med butikker, restauranter, spillearkader o0g lignende, samt en del metrolinjer. Udsigten er helt fantastisk.
Jeg ville ikke tage derhen som alene rejsende en anden gang. Det er for ensomt.
Tokyo IH ligger lige ud for metros- og JR line stoppet Iidabashi.
2. Khaosan Tokyo Samurai
Klart mere hyggeligt sted. Her er masser af backpackere, og mere socialt samvaer, selv under toejvask. Her er internettet frit at bruge, og "pass me your Lonely Planet" en brugt saetning.
Khaosangruppen har et par hosteller rundt i Asakusa, og de har en faelles bar, der er meget lille, men hyggelig.
Det negative er at Asakusa ikke er den mest interessante bydel. Til gengaeld ligger der en 100 yen shop taet paa, hvor alle madvarer koster 100 yen.
Det ligger 10 minutters gang fra Asakusa stoppet, som to metrolinjer koerer til.
3. J Hoppers Hiroshima
J. Hoppers ligger ikke mange minutters gang fra Peace Memorial Museum og alle de der monumenter man boer se. Det er ikke saerligt stort, saa man laerer hurtigt de andre at kende, om aftenen hvor de fleste samles i stuen, hvor ogsaa computerne til 100 yen for en halv time staar. Jeg var rigtigt glad for de to dage jeg brugte der, og fik mange gode snakke med andre backpackere.
J. Hoppers ligger vist taet paa et sporvognsstop. Jeg tog taxa.
4. Khaosan Fukoaka
Ikke et specielt interessant sted, men computerbrug er gratis.
Min oplevelse var at folk mest holdtn sig til sig selv, men jeg kan tage fejl, jeg var der kun en eftermiddag og aften, hvor jeg desuden gik tidligt i seng.
Det positive ved Khaosan Fukoaka, var at jeg glemte mit haandklaede der, saa man kan vaere heldig at stoede paa det. Mere har jeg ikke at sige.
Khaosan Fukoaka ligger 10 minutters gang fra Fukoaka/Hakata (byen med de to navne) station.
5. Matsuyama Youth Hostel.
Jeg havde det svaert med MYH, for jeg ville bare gerne saa mange gode ting paa dens vegne. Selve hostellet var hyggeligt indrettet, og det laa taet paa Dogo Onsen, og desuden i et dejlig omraade. Men der var ingen. Kun mig og noget personale (og et kaerestepar den sidste aften, men de taeller ikke)Men computere var gratis.
Matuyama Youth Hostel ligger 10 minutters gang op ad en bakke fra stoppestede Dogo Onsen.
6. Tour Club Kyoto.
Tour Club var ligesom Tokyo IH ramt af det kedelige faenomen kaldet curfew. Til gengaeld serverede de gratis sake hver aften - og man kunne proeve kimonoer. Gaester og personale var rigtigt flinke, og paa trods af at jeg laa syg under mit ophold her, hyggede jeg mig.
Tour Club ligger 5-10 minutters gang fra Kyoto Station. Jeg farede dog vild.
7. Khaosan Tokyo Annex
Her ville jeg have vaeret paa Samurai igen, men der var optaget, saa jeg valgte Annex der ligger stort set samme sted og er samme gruppe. Dette er hostellet med den daarlige indflydelse.
Der er mennesker i stuen doegnet rundt, alle er fulde om natten og sover om dagen. Jeg havde konstant enten toemmermaend eller var fuld i de dage. Men det var sjovt.
Computerbrug er gratis og der var for en gangs skyld masser af dem. Generelt var dette et af de stoerre hosteller, med mange mennesker. Og fulde folk.
Jeg tror nok jeg havde de sjoveste japanske dage her, og var ked af at skulle afsted til Thailand.
Khaosan Tokyo Annex ligger stort set samme sted som Samurai.
Er jeg kendt hostelanmelder nu? Please?
søndag den 28. februar 2010
Johanne og jordskaelv.
I gaar morges, japansk tid, var der jordskaelv i Chile og Japan. Jeg ved ikke hvor voldsomt det har vaeret nogle af stederne - udover Tokyo.
Klokken 10 - i foelge en af de andre fra hostellet - startede det. Det varede cirka 30 sekunder, og folk begyndte at raabe og skrige.
Det gjorde folk. Johanne sov.
Kl 12.30 stod jeg op, og havde ret ondt i hovedet - maaske slog jeg det, uden at vide det, under jordskaelvet. Fjernsynet paa hostellet var taendt, og jeg erfarede at der havde vaeret jordskaelv i Chile og Japan. Den smarte Johanne taenker derfor "Hvor var det godt, jeg ikke tog til Chile, selvom jeg gerne havde villet", uden at forstaa at det egentlig ogsaa galdt Japan.
Jeg overvejer lidt om jeg skal vaere skuffet eller glad over at have sovet igennem jordskaelvet.
Jeg er skuffet, da jeg i forvejen aldrig oplever noget vildt, og det kunne vaere en fed historie at fortaelle. Maaske jeg kunne komme i dansk fjernsyn og fortaelle om mine traumatiske oplevelser - og det ville jo ikke betyde at jeg var i fare. Bare at jeg var vaagen og opfattede hvad der foregik.
Men jeg er blevet enig med mig selv om at jeg nok skal vaere glad. For helt aerligt, hvis jeg havde vaeret vaagen, havde jeg panikket saa meget, at de var noedt til at evakuere hele hostellet.
Det er ikke min mening at goere naturkatastrofer til en joke, dog. Det er helt sikkert tragisk, hvad der er sket - men jeg ved ingenting. Saa det er nemmere bare at goere grin med mig selv og det faktum at jeg ikke engang opfatter et jordskaelv.
Og jeg har besluttet at vende om paa de sidste doegn og vaere ude om natten og sove om dagen - saa det er derfor der ikke er meget aktivitet herfra.
Klokken 10 - i foelge en af de andre fra hostellet - startede det. Det varede cirka 30 sekunder, og folk begyndte at raabe og skrige.
Det gjorde folk. Johanne sov.
Kl 12.30 stod jeg op, og havde ret ondt i hovedet - maaske slog jeg det, uden at vide det, under jordskaelvet. Fjernsynet paa hostellet var taendt, og jeg erfarede at der havde vaeret jordskaelv i Chile og Japan. Den smarte Johanne taenker derfor "Hvor var det godt, jeg ikke tog til Chile, selvom jeg gerne havde villet", uden at forstaa at det egentlig ogsaa galdt Japan.
Jeg overvejer lidt om jeg skal vaere skuffet eller glad over at have sovet igennem jordskaelvet.
Jeg er skuffet, da jeg i forvejen aldrig oplever noget vildt, og det kunne vaere en fed historie at fortaelle. Maaske jeg kunne komme i dansk fjernsyn og fortaelle om mine traumatiske oplevelser - og det ville jo ikke betyde at jeg var i fare. Bare at jeg var vaagen og opfattede hvad der foregik.
Men jeg er blevet enig med mig selv om at jeg nok skal vaere glad. For helt aerligt, hvis jeg havde vaeret vaagen, havde jeg panikket saa meget, at de var noedt til at evakuere hele hostellet.
Det er ikke min mening at goere naturkatastrofer til en joke, dog. Det er helt sikkert tragisk, hvad der er sket - men jeg ved ingenting. Saa det er nemmere bare at goere grin med mig selv og det faktum at jeg ikke engang opfatter et jordskaelv.
Og jeg har besluttet at vende om paa de sidste doegn og vaere ude om natten og sove om dagen - saa det er derfor der ikke er meget aktivitet herfra.
torsdag den 25. februar 2010
Johanne og Kyoto
Jeg havde virkelig glaedet mig til at se Kyoto, det havde jeg. Stoerstedelen af de billeder af smukke haver og templer, er ligesom derfra, og omraadet omkring Kyoto (dvs medregnet Nara) har cirka halvtreds millioner World Heritage Sights.
Men nu har jeg opgivet samarbejdet med Kyoto. Og ud af de 50 millioner, er jeg oppe paa en enkelt.
Allerede den sidste aften i Matsuyama (dvs for 2 dage siden, tror jeg nok) begyndte jeg at foele mig syg, og det er altsaa ikke gaaet vaek. Igaar trodsede jeg sygdommen og tog ud til bjergene ved Kyoto, og saa en tempelhave (som er World Heritage!), en bambusskov og saadan. I dag gav jeg op. Jeg har knap nok energi til at forlade hostellet for at hente mad.
Saa jeg har en "blive paa hostellet dag" i dag. Og i morgen tager jeg tilbage til Tokyo, saa jeg forhaabentlig kan naa det sidste inden Thailand.
Jeg er overhovedet ikke tilfreds med hvad jeg har naaet at se her, men saadan maa det vaere. Hvis jeg fortryder meget, jeg ikke fik set Kyoto, maa jeg tage til Japan en anden gang.
Men nu har jeg opgivet samarbejdet med Kyoto. Og ud af de 50 millioner, er jeg oppe paa en enkelt.
Allerede den sidste aften i Matsuyama (dvs for 2 dage siden, tror jeg nok) begyndte jeg at foele mig syg, og det er altsaa ikke gaaet vaek. Igaar trodsede jeg sygdommen og tog ud til bjergene ved Kyoto, og saa en tempelhave (som er World Heritage!), en bambusskov og saadan. I dag gav jeg op. Jeg har knap nok energi til at forlade hostellet for at hente mad.
Saa jeg har en "blive paa hostellet dag" i dag. Og i morgen tager jeg tilbage til Tokyo, saa jeg forhaabentlig kan naa det sidste inden Thailand.
Jeg er overhovedet ikke tilfreds med hvad jeg har naaet at se her, men saadan maa det vaere. Hvis jeg fortryder meget, jeg ikke fik set Kyoto, maa jeg tage til Japan en anden gang.
tirsdag den 23. februar 2010
Matsuyamam, dag to
Jeg startede dagen med at tage en taxa til Central Post Office - jeg var nemlig loebet toer for penge, og det skulle vaere det eneste sted der havde en ATM der tog udenlandske kort.
I taxaen begyndte jeg at stresse, da det gik op for mig at der var en risiko for at jeg ikke kunne haeve penge derfra, og derefter ville staa uden en krone, da jeg havde brugt alt paa taxa. Denne frygt afspejlede sig i at jeg valgte den forkerte bygning, og naesten begyndte at graede, da ATMen der ikke ville tage mit kort. Heldigvis saa den rare bankdame mit fortvivlede ansigt, og fulgte mig over paa posthuset, og hjalp mig med at haeve penge.
Efter at den der sten var faldet fra mit hjerte, gik jeg rundt og kiggede i shoppingcentret, hvorefter jeg besluttede mig for at jeg burde kunne finde vej til Matuyama-Jo, som er et slot paa en hoej.
Jeg fandt hen til charlift indgangen, tog mod til mig, og tog en charlift op ad hoejen. Se selv.
Det var et rigtigt smukt omraade, og oveni det, helt fantastisk vejr. Saa jeg fik en del tid til at gaa med at kigge mig omkring.
Da jeg var kommet ned igen, tog jeg mod til mig og tog toget for foerste gang. Jeg er ikke sikker paa hvorfor jeg var bange for at tage toget, udover det faktum at koereplanerne kun er paa japansk og saadan. Heldigvis skulle jeg bare tilbage til mit eget omraade, saa jeg vidste jeg ville kunne genkende det.
Da jeg endelig fik mig selv overbevist om at det var det jeg gjorde, kom der et helt specielt tog. Det stopper kun 3-4 steder, vist ved de stoerste turistmaal. Heldigvis bor jeg ved en af disse - og det samme goer det turistmaal jeg skulle besoege. Men det var ikke kun det, der gjorde toget specielt. Jeg illustrerer:
Efter en tur i det fine bumletog, var naeste udfordring at vaere noegen offentligt. I hvert fald offentligt blandt andre kvinder. Dogo Onsen, skulle vaere kendt for vandets guddommelige kraefter. Jeg ved ikke om jeg fik nogle af de overfoert, maaske tager det en dags tid om at virke. Efter badet skulle jeg havde en kimono paa (som en af de ansatte derefter rettede et par gange), drikke te og spise smaakager. Det var meget hyggeligt.
Jeg er rigtigt vild med det omraade jeg bor i, og Matsuyama Youth Hostel har saa meget potentiale til at vaere et hyggeligt sted. Desvaerre er jeg den eneste unge - og den eneste vesterlaending, saa det bliver bare lidt ensomt.
Og her vil jeg gerne bemaerke at jeg maaske har guddommelige kraefter alligevel. For lige efter at jeg skrev det, satte der sig en helt hvid (:D) mand ved siden af mig. Hvad sker der for det? Er jeg ikke laengere Johanne alene i verden?
I taxaen begyndte jeg at stresse, da det gik op for mig at der var en risiko for at jeg ikke kunne haeve penge derfra, og derefter ville staa uden en krone, da jeg havde brugt alt paa taxa. Denne frygt afspejlede sig i at jeg valgte den forkerte bygning, og naesten begyndte at graede, da ATMen der ikke ville tage mit kort. Heldigvis saa den rare bankdame mit fortvivlede ansigt, og fulgte mig over paa posthuset, og hjalp mig med at haeve penge.
Efter at den der sten var faldet fra mit hjerte, gik jeg rundt og kiggede i shoppingcentret, hvorefter jeg besluttede mig for at jeg burde kunne finde vej til Matuyama-Jo, som er et slot paa en hoej.
Jeg fandt hen til charlift indgangen, tog mod til mig, og tog en charlift op ad hoejen. Se selv.
Det var et rigtigt smukt omraade, og oveni det, helt fantastisk vejr. Saa jeg fik en del tid til at gaa med at kigge mig omkring.
Da jeg var kommet ned igen, tog jeg mod til mig og tog toget for foerste gang. Jeg er ikke sikker paa hvorfor jeg var bange for at tage toget, udover det faktum at koereplanerne kun er paa japansk og saadan. Heldigvis skulle jeg bare tilbage til mit eget omraade, saa jeg vidste jeg ville kunne genkende det.
Da jeg endelig fik mig selv overbevist om at det var det jeg gjorde, kom der et helt specielt tog. Det stopper kun 3-4 steder, vist ved de stoerste turistmaal. Heldigvis bor jeg ved en af disse - og det samme goer det turistmaal jeg skulle besoege. Men det var ikke kun det, der gjorde toget specielt. Jeg illustrerer:
Efter en tur i det fine bumletog, var naeste udfordring at vaere noegen offentligt. I hvert fald offentligt blandt andre kvinder. Dogo Onsen, skulle vaere kendt for vandets guddommelige kraefter. Jeg ved ikke om jeg fik nogle af de overfoert, maaske tager det en dags tid om at virke. Efter badet skulle jeg havde en kimono paa (som en af de ansatte derefter rettede et par gange), drikke te og spise smaakager. Det var meget hyggeligt.
Jeg er rigtigt vild med det omraade jeg bor i, og Matsuyama Youth Hostel har saa meget potentiale til at vaere et hyggeligt sted. Desvaerre er jeg den eneste unge - og den eneste vesterlaending, saa det bliver bare lidt ensomt.
Og her vil jeg gerne bemaerke at jeg maaske har guddommelige kraefter alligevel. For lige efter at jeg skrev det, satte der sig en helt hvid (:D) mand ved siden af mig. Hvad sker der for det? Er jeg ikke laengere Johanne alene i verden?
mandag den 22. februar 2010
Flere facts om Korea
Jeg er tilbage i Japan - og det med blandede foelelser. For selvom der stadig er en del jeg gerne vil se og opleve i Japan, er det saert at vaere paa egne ben, efter en uge blandt folk der lynhurtigt er blevet til venner. Jeg fik en helt fantastisk modtagelse af baade England, der havde inviteret, men ogsaa alle de af hendes venner jeg naaede at moede. Det har virkelig vaeret en skoen uge, en god blanding af natur og storby, varm kakao og koreansk sprut, jeg ikke ved hvordan man staver til, How I Met Your Mother paa computeren, og vild dans i byen. Jeg er saa glad for at jeg valgte at tage til Korea, og kunne sagtens finde paa at tage tilbage igen engang - eller til USA, hvor folk nok er, naar jeg faar penge til at rejse saa langt igen. Det skal i hvert fald ikke vaere sidste gang jeg ser de folk jeg har moedt i denne uge.
Men, jeg skrev paa et tidspunkt i denne uge en liste over kendetegn ved koreanerne. Den fortsaetter jeg nu:
- Korean surprises. Man kan tilsyneladende ikke rigtigt helt regne med noget, for der er risiko for at det skifter i morgen. Som da Alina fredag fik at vide at hun skulle flytte til en anden lejlighed mandag, dvs i dag - uden overhovedet at vide at det overhovedet var meningen, paa forhaand.
- Komplimenter - de er gode til at fortaelle at man er smuk. Og nu ville jeg skrive hvad smuk var paa koreansk, men jeg har glemt det. Det var ogsaa i Korea at jeg modtog mit nye yndlingskompliment, efter at vaere traadt ud af doeren til toilettet paa Club Who's Bob "Oh, so fast"
- Ungerne gaar i skole hele dagen. Efter en skoledag svarende til den danske, gaar de paa private akademier, hvor de laerer endnu mere. Deres dag slutter foerst klokken 9. Det saetter lidt mit brok over dage til 15.15 da jeg gik i gymnasiet i perspektiv. Og saa har de rigtigt meget engelsk. Jeg overvejer lidt om det e nyt at de har saa meget engelsk paa skemaet, for de voksne kan intet af sproget.
- Der er gennem den seneste generation, sket et skifte i prioriteringerne、fra familieliv til karriere. Mens de ikke var unormalt i foraeldregenerationen at vaere soeskendeflokke paa 8-10, er boernene i dag hovedsageligt i soeskendeflokke op til 3. Nu skal man helst vaere 28 som kvinde og 30-35 som mand, naar man bliver gift.
Saa vidt jeg kunne forstaa, bliver boernene opdraget til at det er vigtigt de faar en god uddannelse, saa de kan blive saa rige som muligt. Dette forklarer de mange timers skole.
Men, jeg skrev paa et tidspunkt i denne uge en liste over kendetegn ved koreanerne. Den fortsaetter jeg nu:
- Korean surprises. Man kan tilsyneladende ikke rigtigt helt regne med noget, for der er risiko for at det skifter i morgen. Som da Alina fredag fik at vide at hun skulle flytte til en anden lejlighed mandag, dvs i dag - uden overhovedet at vide at det overhovedet var meningen, paa forhaand.
- Komplimenter - de er gode til at fortaelle at man er smuk. Og nu ville jeg skrive hvad smuk var paa koreansk, men jeg har glemt det. Det var ogsaa i Korea at jeg modtog mit nye yndlingskompliment, efter at vaere traadt ud af doeren til toilettet paa Club Who's Bob "Oh, so fast"
- Ungerne gaar i skole hele dagen. Efter en skoledag svarende til den danske, gaar de paa private akademier, hvor de laerer endnu mere. Deres dag slutter foerst klokken 9. Det saetter lidt mit brok over dage til 15.15 da jeg gik i gymnasiet i perspektiv. Og saa har de rigtigt meget engelsk. Jeg overvejer lidt om det e nyt at de har saa meget engelsk paa skemaet, for de voksne kan intet af sproget.
- Der er gennem den seneste generation, sket et skifte i prioriteringerne、fra familieliv til karriere. Mens de ikke var unormalt i foraeldregenerationen at vaere soeskendeflokke paa 8-10, er boernene i dag hovedsageligt i soeskendeflokke op til 3. Nu skal man helst vaere 28 som kvinde og 30-35 som mand, naar man bliver gift.
Saa vidt jeg kunne forstaa, bliver boernene opdraget til at det er vigtigt de faar en god uddannelse, saa de kan blive saa rige som muligt. Dette forklarer de mange timers skole.
torsdag den 18. februar 2010
Noribong
Her til aften, tog vi (mig, England, Alina, Anna og Barney) til et karaokested - som tilsyneladende hedder Noribong eller noget lignende paa koreansk. Nori er at synge, og bong er et rum. Saa vi tog til et sangrum.
Det var et fint lille rum med en skaerm, mikrofoner og tamburiner. Og saa blev der ellers sunget. Min foerste var selvfoelgelig Barbie Girl, og hvis hele Danmark havde kunnet se mig der, havde de vaeret stolte. Jeg gjorde det godt.
Barney var ekstra sej, da han rent faktisk kunne synge paa koreansk. Vi andre holdt os til engelsk.
Det fascinerende og koreanske ved dette, var de fantastiske videoer der blev spillet under sangene, med koreanere der lavede hotte dansemoves - og paa ingen maader matchede sangene. Men smukt var det.
Det var et fint lille rum med en skaerm, mikrofoner og tamburiner. Og saa blev der ellers sunget. Min foerste var selvfoelgelig Barbie Girl, og hvis hele Danmark havde kunnet se mig der, havde de vaeret stolte. Jeg gjorde det godt.
Barney var ekstra sej, da han rent faktisk kunne synge paa koreansk. Vi andre holdt os til engelsk.
Det fascinerende og koreanske ved dette, var de fantastiske videoer der blev spillet under sangene, med koreanere der lavede hotte dansemoves - og paa ingen maader matchede sangene. Men smukt var det.
Ting der kendetegner koreanere
Eller ting der kendetegner koreanerne i Nokdong - dvs dem paa landet:
- Awkward hello's - udoevet specielt af unge mennesker, overfor folk der tydeligvis ikke er asiatere. Et hello efterfulgt af et fnis. Dette udoeves mest i grupper, hvor hello-sigeren derefter kan fnise med vennerne, og derefter give dem mod paa at goere det sammen. Eller, som hoert for et par timer siden "hello! goodbye! I love you!"
- Fisk. Koreanere kan godt lide smagen af fisk. Ogsaa paa chips. Saa man skal passe paa med at vaelge de rigtige chips, for man kan risikere at ende med dem med blaekspruttesmag.
Det giver lige pludselig sketchen fra Hvad snakker du om, meget mere mening "Vil du have et tyggegummi? Det smager ikke af fisk, overhovedet ikke"
- De vil gerne dele. I hvert fald havde vi en frokost for et par dage siden, hvor vi ventede paa vores mad, men konstant fik tilbudt diverse retter fra bordet ved siden af os. Og sprut.
- De kan ikke lige japanere. Men kan ligesom japanerne, godt lide overpyntede kager og ting der er cute.
- De kan godt lide kaal i en meget spicy sovs, og forventer at man ogsaa kan. Faktisk skal man helst lyve og sige det smager herregodt.
Og det var det, indtil videre. Men jeg har stadig 4 dage igen.
- Awkward hello's - udoevet specielt af unge mennesker, overfor folk der tydeligvis ikke er asiatere. Et hello efterfulgt af et fnis. Dette udoeves mest i grupper, hvor hello-sigeren derefter kan fnise med vennerne, og derefter give dem mod paa at goere det sammen. Eller, som hoert for et par timer siden "hello! goodbye! I love you!"
- Fisk. Koreanere kan godt lide smagen af fisk. Ogsaa paa chips. Saa man skal passe paa med at vaelge de rigtige chips, for man kan risikere at ende med dem med blaekspruttesmag.
Det giver lige pludselig sketchen fra Hvad snakker du om, meget mere mening "Vil du have et tyggegummi? Det smager ikke af fisk, overhovedet ikke"
- De vil gerne dele. I hvert fald havde vi en frokost for et par dage siden, hvor vi ventede paa vores mad, men konstant fik tilbudt diverse retter fra bordet ved siden af os. Og sprut.
- De kan ikke lige japanere. Men kan ligesom japanerne, godt lide overpyntede kager og ting der er cute.
- De kan godt lide kaal i en meget spicy sovs, og forventer at man ogsaa kan. Faktisk skal man helst lyve og sige det smager herregodt.
Og det var det, indtil videre. Men jeg har stadig 4 dage igen.
onsdag den 17. februar 2010
Lidt billeder fra Sydkorea
Jeg venter med at laegge mine egne billeder ind til Sydkorea er slut, men Abby, som er en af de andre amerikanske skolelaerere, lagde nogle ind paa facebook. Saa jeg reposter lige et par enkelte.
I dag fandt vi et bjerg at bestige. Det var en haard omgang, men der var smukt da vi kom op.
Anyways, 3 billeder fra soendag-mandag
De er meget glad for at have work-out stationer paa toppen af bakker. Dette er gazellen
Taet paa John's lejlighed - the giant golden buddha... Og John er Englands kaereste, som pt er i Kina. Men ellers er fra USA og arbejder som laerer i Korea... Ligesom alle de andre.
Vi bukkede for Buddha. Selve bukkerutinen er meget besvaerlig.
I dag fandt vi et bjerg at bestige. Det var en haard omgang, men der var smukt da vi kom op.
Anyways, 3 billeder fra soendag-mandag
De er meget glad for at have work-out stationer paa toppen af bakker. Dette er gazellen
Taet paa John's lejlighed - the giant golden buddha... Og John er Englands kaereste, som pt er i Kina. Men ellers er fra USA og arbejder som laerer i Korea... Ligesom alle de andre.
Vi bukkede for Buddha. Selve bukkerutinen er meget besvaerlig.
mandag den 15. februar 2010
Hverdag i Korea
Jeg har nu vaeret 3 dage i Korea, og jeg er rigtigt glad for det. Jeg bor hos England, som er amerikansk og bor i Korea for at undervise i engelsk. Faktisk er der en stor gruppe amerikanere, der underviser i engelsk i Sydkorea, og jeg har allerede moedt en god haandfuld af dem.
Da jeg stod op i dag, var jeg aerligt talt ikke helt frisk. Vi havde en toese-sleepover igaar, hvilket endte med at indeholde en lille smule koreansk sprut. Men efter en morgenmad/frokost indeholdende diverse ting jeg aldrig troede jeg skulle putte i min mund - jeg er saa kraesen, but when in Korea.... - var vi herre klar til at tage til den naermeste oe. Mens vi var paa den 20 minutter lange faergetur, fik vi sunget og danset.
Ved ankomst til oen, havde en af laerervennerne, som taler forbavsende godt koreansk, kommet til at love to smaa drenge at vi ville tage dem med i taxaen og saette dem af paa vejen. Jeg ved ikke om han overvejede hvor store taxaer er, men vi endte da med at presse os ind i den - 4 voksne, to boern og en taxachauffoer.
Turen mod det tempel vi ville se gik stejlt op ad bakke, og med mange skarpe sving. Udsigten blev smukkere og smukkere, jo hoejere vi kom op.
Da vi ankom til templet, gik vi direkte fra at vaere dansende fjollede vesterlaendinge, til at vaere stille, serioese, og saette pris paa alt omkring os. Det var virkelig et fint tempel, i den smukkeste natur. Efter at have vaeret inde og bukke for Buddha, moedte vi to koreanske kvinder, der efter at have konstateret at vi var smukke, inviterede os ind i templets spisesal. I spisesalen moedte vi den rare munk, men han havde tilsyneladende spist, for han gik ret hurtigt igen. Vi fik ris med maerkeligt tilbehoer og en meget spicy sovs, som det var meget vigtigt at spise op. Saa med alt min angst for mad jeg ikke kender, fik jeg presset det ned.
Efter maaltidet blev vi foert ind i et andet rum, hvor vi fik kaffe med munken. Han viste os billeder af ham i forskellige stadier i hans munkeliv - inklusive ture til Disneyland. Han var virkelig, virkelig et rart menneske, og det var en utroligt interessant oplevelse at drikke kaffe med ham (Ja, I boer vaere stolte af mig... Jeg kan egentlig ikke lide kaffe)
Men vi kunne ikke blive der hele aftenen, da vi skulle naa en faerge tilbage til Nakdong. Saa en af munkens venner koerte os tilbage til havnen og koebte faergebilletter til os, og pludselig sad vi igen paa faergen, overraskede og glade over hvordan vores tur havde udviklet sig.
Da vi kom tilbage til Nakdong, tog vi hen paa en badeanstalt, som er et populaert koncept i baade Korea og Japan. Efter meget grundig afvaskning, var der forskellige slags bade, med forskellige temperaturer. Det var en interessant oplevelse, at vaere... Noegen med de noegne koreanere. Det var dog koensopdelt.
Tilbage i Englands lejlighed, er jeg traet, og har en serioes omgang kvalme. Men jeg kan se tilbage paa en rigtigt god dag, af den uforudsigelige slags - uforudsigelighed, er vist det der generelt praeger min tur.
Send flere penge nu.
Da jeg stod op i dag, var jeg aerligt talt ikke helt frisk. Vi havde en toese-sleepover igaar, hvilket endte med at indeholde en lille smule koreansk sprut. Men efter en morgenmad/frokost indeholdende diverse ting jeg aldrig troede jeg skulle putte i min mund - jeg er saa kraesen, but when in Korea.... - var vi herre klar til at tage til den naermeste oe. Mens vi var paa den 20 minutter lange faergetur, fik vi sunget og danset.
Ved ankomst til oen, havde en af laerervennerne, som taler forbavsende godt koreansk, kommet til at love to smaa drenge at vi ville tage dem med i taxaen og saette dem af paa vejen. Jeg ved ikke om han overvejede hvor store taxaer er, men vi endte da med at presse os ind i den - 4 voksne, to boern og en taxachauffoer.
Turen mod det tempel vi ville se gik stejlt op ad bakke, og med mange skarpe sving. Udsigten blev smukkere og smukkere, jo hoejere vi kom op.
Da vi ankom til templet, gik vi direkte fra at vaere dansende fjollede vesterlaendinge, til at vaere stille, serioese, og saette pris paa alt omkring os. Det var virkelig et fint tempel, i den smukkeste natur. Efter at have vaeret inde og bukke for Buddha, moedte vi to koreanske kvinder, der efter at have konstateret at vi var smukke, inviterede os ind i templets spisesal. I spisesalen moedte vi den rare munk, men han havde tilsyneladende spist, for han gik ret hurtigt igen. Vi fik ris med maerkeligt tilbehoer og en meget spicy sovs, som det var meget vigtigt at spise op. Saa med alt min angst for mad jeg ikke kender, fik jeg presset det ned.
Efter maaltidet blev vi foert ind i et andet rum, hvor vi fik kaffe med munken. Han viste os billeder af ham i forskellige stadier i hans munkeliv - inklusive ture til Disneyland. Han var virkelig, virkelig et rart menneske, og det var en utroligt interessant oplevelse at drikke kaffe med ham (Ja, I boer vaere stolte af mig... Jeg kan egentlig ikke lide kaffe)
Men vi kunne ikke blive der hele aftenen, da vi skulle naa en faerge tilbage til Nakdong. Saa en af munkens venner koerte os tilbage til havnen og koebte faergebilletter til os, og pludselig sad vi igen paa faergen, overraskede og glade over hvordan vores tur havde udviklet sig.
Da vi kom tilbage til Nakdong, tog vi hen paa en badeanstalt, som er et populaert koncept i baade Korea og Japan. Efter meget grundig afvaskning, var der forskellige slags bade, med forskellige temperaturer. Det var en interessant oplevelse, at vaere... Noegen med de noegne koreanere. Det var dog koensopdelt.
Tilbage i Englands lejlighed, er jeg traet, og har en serioes omgang kvalme. Men jeg kan se tilbage paa en rigtigt god dag, af den uforudsigelige slags - uforudsigelighed, er vist det der generelt praeger min tur.
Send flere penge nu.
fredag den 12. februar 2010
Jeg er i Sydkorea
Stod op klokken kvart i 6 i morges for at tage afsted. Klokken 6.15 kom taxaen. Den rare receptionist havde bestilt den for mig, og jeg havde haabet han ogsaa havde sagt destinationen. Det havde han ikke, saa det tog lige lidt tid, hvor der blandt andet blev hevet tilfaeldige forbipasserende (hvad sker der egentlig for tilfaeldige forbisserende klokken 6 om morgenen?) ind, saa vi kunne blive enige om hvor taxaen skulle hen. Men jeg kom frem, og efter 3 timers sejltur (jeg sov dog hele vejen) er jeg her nu. England, som skal hente mig er desvaerre forsinket, men hun burde komme snart.
Jeg glaeder mig til at opleve Sydkorea og moede nye mennesker. Og saa glaeder jeg mig til at tilbringe noget tid med England.
Jeg glaeder mig til at opleve Sydkorea og moede nye mennesker. Og saa glaeder jeg mig til at tilbringe noget tid med England.
torsdag den 11. februar 2010
Hiroshima, mon amour
Jeg saetter automatisk mon amour bagefter i mit hoved, hver gang jeg taenker paa Hiroshima. Jeg tror nok det var titlen paa en tekst jeg havde i fransk engang.
Men jeg ankom til Hiroshima igaar, efter en lang togtur og bor paa J Hopper hostel (J staar for Japan) hvor der er rigtigt hyggeligt.
I dag saa jeg Peace Memorial Museum, parken og saadan. Det var en lidt overvaeldende oplevelse, at opleve hvordan et sted der var saa smukt i dag for bare 65 aar siden var blevet fuldstaendig oedelagt. Jeg havde hoeretelefoner paa med engelsk tale, og engang i mellem var jeg noedt til at spole videre, da mange af de fortaellinger om boern der var doede, var haarde (og ikke bare fordi det var uskyldige mennesker der doede... Det var mere beksrivelse af, hvordan deres hud faldt af og hang i laser)
I parken braender der en flamme, som foerst maa slukkes, naar alle atomvaaben er destrueret. Desvaerre er der ikke udsigt til at det sker foreloebigt. Men det var virkelig en oplevelse at se og hoere om atombombens sindssyge konsekvenser, og hvordan den havde oedelagt alt.
Hiroshima er nu en by der via deres museum, park og saa videre, vil formidle til resten af verden, hvor vigtigt fred er, og forhaabenlig soerge for at sprede budskabet, saa det der skete den 6. august 1945 aldrig sker igen.
Men jeg ankom til Hiroshima igaar, efter en lang togtur og bor paa J Hopper hostel (J staar for Japan) hvor der er rigtigt hyggeligt.
I dag saa jeg Peace Memorial Museum, parken og saadan. Det var en lidt overvaeldende oplevelse, at opleve hvordan et sted der var saa smukt i dag for bare 65 aar siden var blevet fuldstaendig oedelagt. Jeg havde hoeretelefoner paa med engelsk tale, og engang i mellem var jeg noedt til at spole videre, da mange af de fortaellinger om boern der var doede, var haarde (og ikke bare fordi det var uskyldige mennesker der doede... Det var mere beksrivelse af, hvordan deres hud faldt af og hang i laser)
I parken braender der en flamme, som foerst maa slukkes, naar alle atomvaaben er destrueret. Desvaerre er der ikke udsigt til at det sker foreloebigt. Men det var virkelig en oplevelse at se og hoere om atombombens sindssyge konsekvenser, og hvordan den havde oedelagt alt.
Hiroshima er nu en by der via deres museum, park og saa videre, vil formidle til resten af verden, hvor vigtigt fred er, og forhaabenlig soerge for at sprede budskabet, saa det der skete den 6. august 1945 aldrig sker igen.
mandag den 8. februar 2010
Rejseplaner
Efter en dag paa Nii-Jima kom jeg i gaar aftes tilbage til Tokyo, og indlogerede mig paa et nyt hostel. Egentlig var jeg glad for det gamle, men man kan ikke noejes med at bo et sted i Tokyo.
Saa jeg er pa Khaosan Samurai i Asakusa, nu. Her er rigtigt hyggeligt, med masser af europaiske backpackere. I morgen gaar turen dog videre, mod Hiroshima, hvor jeg skal se alle de der atombombemonumenter.
Og fra weekenden bliver det rigtigt fedt. Der tager jeg nemlig chancen endnu engang og tager med en faerge. Denne gang til Korea, hvor jeg skal besoege England, som jeg boede paa Hostel med, sidste uge. Jeg aner ingenting om Korea, udover at der var en krig i 1949 - som saa vidt jeg husker slet ikke var i 1949, og et skib der hed Jutlandia. Saa det bliver rigtigt spaendende!
Og saa ville jeg bare gerne lige sige at vejret har vaeret rigtigt godt i Tokyo i dag. Har brugt en del tid paa at nyde solen paa hostellets tag. Saa skoent!
Send flere penge.
Saa jeg er pa Khaosan Samurai i Asakusa, nu. Her er rigtigt hyggeligt, med masser af europaiske backpackere. I morgen gaar turen dog videre, mod Hiroshima, hvor jeg skal se alle de der atombombemonumenter.
Og fra weekenden bliver det rigtigt fedt. Der tager jeg nemlig chancen endnu engang og tager med en faerge. Denne gang til Korea, hvor jeg skal besoege England, som jeg boede paa Hostel med, sidste uge. Jeg aner ingenting om Korea, udover at der var en krig i 1949 - som saa vidt jeg husker slet ikke var i 1949, og et skib der hed Jutlandia. Saa det bliver rigtigt spaendende!
Og saa ville jeg bare gerne lige sige at vejret har vaeret rigtigt godt i Tokyo i dag. Har brugt en del tid paa at nyde solen paa hostellets tag. Saa skoent!
Send flere penge.
lørdag den 6. februar 2010
Nii-jima
Igaar postede jeg en facebookstatus hvor jeg luftede min tvivl om hvorvidt jeg kunne finde faergen. Det kunne jeg. Det var vaerre at finde af den igen.
Faergen til oerne omkring Tokyo gik klokken 22, og naeste morgen skulle jeg ankomme til Nii-jima. Da det var en natfaerge, havde vi ikke saeder, men i stedet afmaerkninger paa gulvet paa stoerrelse med senge. Der var bare ingen senge. Saa jeg fik en lille pude og et taeppe, og saa skulle jeg sove der. Og det kunne jeg godt, faktisk sov jeg naesten mere tungt end de sidste mange naetter.
Foerste stop var O-Shima, hvor jeg ikke skulle af. Der stod cirka 90% af faergens passagerer af, saa jeg var naesten helt alene. Den eneste omkring mig, var en mand der talte meget daarligt engelsk, som begyndte at snakke om at naar der var saa mange boelger som i dag, saa kunne faergen ikke ankomme ved havnen ved Nii-jima og sejlede i stedet tilbage til Tokyo. Og efter 8 timer paa gulvet i en meget vippende faerge, var detikke det jeg havden allermest lyst at hoere.
Men ikke laenge efter stoppede faergen, og efter manden i hoejtaleren, som kun talte japansk (saa skete det at jeg savnede Tokyos metro...) havde sagt noget med Nii-Jima, gik jeg ud for at staa af. Men efter en forvirrende samtale med dem ved udgangen, som mest foregik ved hjaelp af pegning armbevaegelser, opfattede jeg at dette ikke var Nii-Jima, men en anden oe, som ikke var beskrevet i Lonely Planet (og saa findes den altsaa ikke rigtigt)
Jeg satte mig tilbage, og begyndte samtidig at blive rigtigt godt og grundigt soesyg. Midt i at jeg havde ondt af mig selv, kom der saa en ansat med en seddel hvorpaa der stod at vi ville ankomme til Nii-Jima om en halv time.
Endelig kom jeg af og fik min rygsaek, og saa var det bare lige at jeg skulle finde touristkontoret, saa de kunne skaffe mig en taxa. Men jeg kunne ikke finde det, og gik et stykke vej, indtil det via et af oens eneste skilte paa engelsk, gik op for mig at jeg var gaaet direkte forbi det. Saa tilbage igen.
Paa touristkontoret kunne den meget glade og rare japanske dame fortaelle mig at oens eneste hotel var lukket i dag. Jeg naaede lige at blive svedt, indtil hun sagde hun kunne finde et andet sted. Saa efter hun havde foretaget et opkald, blev jeg hentet og koert til et minchuku, som saa vidt jeg har forstaaet, er en slags guesthouse hvor ejerne selv bor der, i japansk stil. Der er i hvert fald ingen seng.
Saa idag har jeg set Nii-Jima. Startede med at cykle ud til en onsen - et sted med varme kilder, som laa lige ud til havet. Det var skoent at sidde i varmt vand, mens det var koldt omkring mig, men bagefter kunne jeg ikke faa mit hoved til at stoppe med at vaere opkogt, saa jeg var en anelse svimmel og saadan - eller ogsaa skyldes det, at jeg ikke har fundet noget sted der saelger mad, andet end toerrede fisk og chips, saa jeg har levet af sidstnaevnte i dag. Om tre kvarter er der dog aftensmad her hvor jeg bor, saa der maa jeg spise godt.
Senere cyklede jeg om til den anden side af oen, hvor surferne holder til, naar der ellers er varmt. Der var to. Men jeg hyggede mig og drak en cola.
I morgen gaar turen tilbage til Tokyo. Her er lidt for oede, og det koster for mange penge at bo her. Fra Tokyo har jeg taenkt mig at tage toget til Hiroshima, og paa fredag eller loerdag har jeg skumle planer om at skulle med endnu en faerge - men det fortaeller jeg om, naar jeg har styr paa det.
Send flere penge nu.
Faergen til oerne omkring Tokyo gik klokken 22, og naeste morgen skulle jeg ankomme til Nii-jima. Da det var en natfaerge, havde vi ikke saeder, men i stedet afmaerkninger paa gulvet paa stoerrelse med senge. Der var bare ingen senge. Saa jeg fik en lille pude og et taeppe, og saa skulle jeg sove der. Og det kunne jeg godt, faktisk sov jeg naesten mere tungt end de sidste mange naetter.
Foerste stop var O-Shima, hvor jeg ikke skulle af. Der stod cirka 90% af faergens passagerer af, saa jeg var naesten helt alene. Den eneste omkring mig, var en mand der talte meget daarligt engelsk, som begyndte at snakke om at naar der var saa mange boelger som i dag, saa kunne faergen ikke ankomme ved havnen ved Nii-jima og sejlede i stedet tilbage til Tokyo. Og efter 8 timer paa gulvet i en meget vippende faerge, var detikke det jeg havden allermest lyst at hoere.
Men ikke laenge efter stoppede faergen, og efter manden i hoejtaleren, som kun talte japansk (saa skete det at jeg savnede Tokyos metro...) havde sagt noget med Nii-Jima, gik jeg ud for at staa af. Men efter en forvirrende samtale med dem ved udgangen, som mest foregik ved hjaelp af pegning armbevaegelser, opfattede jeg at dette ikke var Nii-Jima, men en anden oe, som ikke var beskrevet i Lonely Planet (og saa findes den altsaa ikke rigtigt)
Jeg satte mig tilbage, og begyndte samtidig at blive rigtigt godt og grundigt soesyg. Midt i at jeg havde ondt af mig selv, kom der saa en ansat med en seddel hvorpaa der stod at vi ville ankomme til Nii-Jima om en halv time.
Endelig kom jeg af og fik min rygsaek, og saa var det bare lige at jeg skulle finde touristkontoret, saa de kunne skaffe mig en taxa. Men jeg kunne ikke finde det, og gik et stykke vej, indtil det via et af oens eneste skilte paa engelsk, gik op for mig at jeg var gaaet direkte forbi det. Saa tilbage igen.
Paa touristkontoret kunne den meget glade og rare japanske dame fortaelle mig at oens eneste hotel var lukket i dag. Jeg naaede lige at blive svedt, indtil hun sagde hun kunne finde et andet sted. Saa efter hun havde foretaget et opkald, blev jeg hentet og koert til et minchuku, som saa vidt jeg har forstaaet, er en slags guesthouse hvor ejerne selv bor der, i japansk stil. Der er i hvert fald ingen seng.
Saa idag har jeg set Nii-Jima. Startede med at cykle ud til en onsen - et sted med varme kilder, som laa lige ud til havet. Det var skoent at sidde i varmt vand, mens det var koldt omkring mig, men bagefter kunne jeg ikke faa mit hoved til at stoppe med at vaere opkogt, saa jeg var en anelse svimmel og saadan - eller ogsaa skyldes det, at jeg ikke har fundet noget sted der saelger mad, andet end toerrede fisk og chips, saa jeg har levet af sidstnaevnte i dag. Om tre kvarter er der dog aftensmad her hvor jeg bor, saa der maa jeg spise godt.
Senere cyklede jeg om til den anden side af oen, hvor surferne holder til, naar der ellers er varmt. Der var to. Men jeg hyggede mig og drak en cola.
I morgen gaar turen tilbage til Tokyo. Her er lidt for oede, og det koster for mange penge at bo her. Fra Tokyo har jeg taenkt mig at tage toget til Hiroshima, og paa fredag eller loerdag har jeg skumle planer om at skulle med endnu en faerge - men det fortaeller jeg om, naar jeg har styr paa det.
Send flere penge nu.
torsdag den 4. februar 2010
Nogle fisk, nogle gadgets og en hund.
I morges gik turen til Tsujiki fiskemarked. Paa vej derhen havde jeg allerede forberedt dette indlaeg - det skulle bestaa af et Wikipedialink og en kommentar om at jeg ikke kunne fortaelle mere, da jeg aldrig fandt det. Men efter en halv time var det indlaeg oedelagt, da jeg pludselig stod der. Men her er wikipedialinket.
For at vise at det ikke var loegn at jeg fandt vej, tog jeg ogsaa et billede af nogle fisk.
Derefter tog jeg videre indtil Ginza, til Sony showroomet. Det aabnede bare foerst kl 11, saa indtil da gik jeg rundt i omraadet - og fik forvildet mig ind i noget jeg troede var en udstilling, som viste sig at vaere et indkoebscenter i mange etager, men men kun et lille rum pr etage. De havde paene billeder af paene mennesker.
Paa et tidspunkt var jeg i tvivl om hvor udgangen overhovedet var, men saa huskede jeg min mors ord "ned kan man altid komme" og besluttede mig for det ogsaa gaelder for ud. Og det gjorde det.
Derefter aabnede Sonys showroom. Det var i mange etager med udstilling af de nyeste gadgets og saadan fra Sony. Der var mulighed for at proeve at fotografere med de forskellige kameraer (jeg fotograferede selvfoelgelig mig selv) lytte til musik fra de forskellige hoeretelefoner, og spille spil 3D. Det var lidt spaendende, men havde helt klart vaeret federe hvis jeg havde haft Holger eller Carsten eller saadan nogle noerder med.
Da jeg var faerdig med at se paa udstyr, tog jeg toget til Shibuya station, udelukkende med et formaal: At se en statue af en hund. Saa her er den.
Det er selvfoelgelig ikke selve statuen der er saa interessant igen, men historien bag den er saa soed at jeg simpelthen var neodt til at se den.
Hunden, som er afbildet, hed Hachiko. Hachiko levede i 19207erne, sammen med sin ejer, der var professor og boede i Shibuya. Hver dag, naar professoren kom hjem, stod Haciko ude foran stationen og ventede paa ham. Paa et tidspunkt doede professoren, men Hachiko fortsatte med at staa foran stationen og vente, paa samme tidspunkt, hver dag i de naeste 11 aar, indtil han selv doede.
Nu er jeg ogsaa lidt roerstroemsk, men jeg synes simpelthen det er saadan en soergelig historie. Men ogsaa soed. Og det synes japanerne altsaa ogsaa. Hachiko bruges nu som moedested, og man skal passe paa med at staa der. Jeg var lige ved at blive bortfoert! Der kom i hvert fald en dame og spurgte om jeg var Stephanie, og hvis jeg ikke havde set forvirret ud, havde hun maaske taget mig hen til et sted jeg ikke kendte.
For ikke at det Hachiko skulle vaere min eneste oplevelse med Shibuya, tog jeg i storcenteret Shibuya 109. Der var godt nok meget... specielt toej samlet. Altsaa, saadan rigtigt Tokyo streetstyle. Ekspedienterne gik rundt i alt for hoeje sko (for de faldt engang imellem) tylskoerter og sorte haettetroejer. Jeg koebte ikke noget.
Men alligevel boer I sende flere penge nu.
For at vise at det ikke var loegn at jeg fandt vej, tog jeg ogsaa et billede af nogle fisk.
Derefter tog jeg videre indtil Ginza, til Sony showroomet. Det aabnede bare foerst kl 11, saa indtil da gik jeg rundt i omraadet - og fik forvildet mig ind i noget jeg troede var en udstilling, som viste sig at vaere et indkoebscenter i mange etager, men men kun et lille rum pr etage. De havde paene billeder af paene mennesker.
Paa et tidspunkt var jeg i tvivl om hvor udgangen overhovedet var, men saa huskede jeg min mors ord "ned kan man altid komme" og besluttede mig for det ogsaa gaelder for ud. Og det gjorde det.
Derefter aabnede Sonys showroom. Det var i mange etager med udstilling af de nyeste gadgets og saadan fra Sony. Der var mulighed for at proeve at fotografere med de forskellige kameraer (jeg fotograferede selvfoelgelig mig selv) lytte til musik fra de forskellige hoeretelefoner, og spille spil 3D. Det var lidt spaendende, men havde helt klart vaeret federe hvis jeg havde haft Holger eller Carsten eller saadan nogle noerder med.
Da jeg var faerdig med at se paa udstyr, tog jeg toget til Shibuya station, udelukkende med et formaal: At se en statue af en hund. Saa her er den.
Det er selvfoelgelig ikke selve statuen der er saa interessant igen, men historien bag den er saa soed at jeg simpelthen var neodt til at se den.
Hunden, som er afbildet, hed Hachiko. Hachiko levede i 19207erne, sammen med sin ejer, der var professor og boede i Shibuya. Hver dag, naar professoren kom hjem, stod Haciko ude foran stationen og ventede paa ham. Paa et tidspunkt doede professoren, men Hachiko fortsatte med at staa foran stationen og vente, paa samme tidspunkt, hver dag i de naeste 11 aar, indtil han selv doede.
Nu er jeg ogsaa lidt roerstroemsk, men jeg synes simpelthen det er saadan en soergelig historie. Men ogsaa soed. Og det synes japanerne altsaa ogsaa. Hachiko bruges nu som moedested, og man skal passe paa med at staa der. Jeg var lige ved at blive bortfoert! Der kom i hvert fald en dame og spurgte om jeg var Stephanie, og hvis jeg ikke havde set forvirret ud, havde hun maaske taget mig hen til et sted jeg ikke kendte.
For ikke at det Hachiko skulle vaere min eneste oplevelse med Shibuya, tog jeg i storcenteret Shibuya 109. Der var godt nok meget... specielt toej samlet. Altsaa, saadan rigtigt Tokyo streetstyle. Ekspedienterne gik rundt i alt for hoeje sko (for de faldt engang imellem) tylskoerter og sorte haettetroejer. Jeg koebte ikke noget.
Men alligevel boer I sende flere penge nu.
Her bor jeg - nu med mobilbilleder
Udsigten fra mit vaerelse
Mit vaerelse. Jeg deler det med nogle andre, men det kan man ikke se, for det er kun mine ting der altid ligger fremme. Min seng er den man kan se - der er forhaeng for, fordi jeg har masser af ting til at ligge paa den.
Kontrolpanelet paa toilettet.
En lille paamindelse fra hostelfatter
Mit vaerelse. Jeg deler det med nogle andre, men det kan man ikke se, for det er kun mine ting der altid ligger fremme. Min seng er den man kan se - der er forhaeng for, fordi jeg har masser af ting til at ligge paa den.
Kontrolpanelet paa toilettet.
En lille paamindelse fra hostelfatter
tirsdag den 2. februar 2010
Ting der fascinerer mig ved Japan
1. At de er saa seje til at multitaske - de kan baade staa, laese en bog, og soerge for at komme af/paa det rigtige tog uden problemer. Jeg kan ikke engang taenke paa andet, og staa af det rigtige sted paa en ganｇ．Spoergsmaalet er saa om det siger noget om mig eller dem.
2. Tastaturerne. Jeg ved ikke om jeg nogensinde laerer at mestre dem.
３. At de har saa smaa foedder, og i forlaengelse, at det alligevel lykkedes mig at finde et par sko i str 39.
4. At dem paa cafeen opfoerte sig som om at de aldrig havde set et visa-kort foer. Det var sjovt.
5. At jeg tog afsted med en ide om at det japanske metrosystem var meget let tilgaengeligt. Det er det ikke. Det er herresvaert! Der er sindssygt mange udgange, saa selvom jeg troede jeg boede lige ved siden af udgangen, lykkedes det mig at fare vild.
2. Tastaturerne. Jeg ved ikke om jeg nogensinde laerer at mestre dem.
３. At de har saa smaa foedder, og i forlaengelse, at det alligevel lykkedes mig at finde et par sko i str 39.
4. At dem paa cafeen opfoerte sig som om at de aldrig havde set et visa-kort foer. Det var sjovt.
5. At jeg tog afsted med en ide om at det japanske metrosystem var meget let tilgaengeligt. Det er det ikke. Det er herresvaert! Der er sindssygt mange udgange, saa selvom jeg troede jeg boede lige ved siden af udgangen, lykkedes det mig at fare vild.
mandag den 1. februar 2010
Her bor jeg - ville jeg sige
Computerne paa mit youth hostel har desvaerre ikke memorycardlaesere. Jeg ville ellers laegge billeder over, og vise det omraade jeg skal bruge de i hvert fald naeste 4 dage i. Men desvaerre.
Men jeg kan fortaelle at det er paa 18. sal i et kan fortaelle at det er paa 18. sal i et center kaldet Ramla, lige ved siden af metrostationen Iidabashi. Og her kom dagens sejr: Jeg fandt helt selv derhen! Godt nok med hjaelp fra diverse rare mennesker og maskiner, men jeg er helt selvtilfreds alligevel.
Jeg bor paa et 8 mands vaerelse, men jeg er ikke sikker paa de andre 7 findes. Maaske de bare er ude og se Tokyo.
Faktisk har jeg kun moedt to andre beboere, som begge to var japanere. Vi havde en god snak om politik, samfundsforhold, miljoe og saadan, mens vi ventede paa check-in.
Noget af det, jeg finder skaegt ved Japan er (Jaja, smaa hjerner, smaa fornoejelser) deres toiletter. De er nemlig udstyret med forskellige knapper saaledes at man vaelge forskellige former for bidet funktioner, men ogsaa en knap der afspiller en hoej traekke-ud lyd, til hvis man ikke vil hoeres.
HYG JER OG SEND FLERE PENGE NU!
Men jeg kan fortaelle at det er paa 18. sal i et kan fortaelle at det er paa 18. sal i et center kaldet Ramla, lige ved siden af metrostationen Iidabashi. Og her kom dagens sejr: Jeg fandt helt selv derhen! Godt nok med hjaelp fra diverse rare mennesker og maskiner, men jeg er helt selvtilfreds alligevel.
Jeg bor paa et 8 mands vaerelse, men jeg er ikke sikker paa de andre 7 findes. Maaske de bare er ude og se Tokyo.
Faktisk har jeg kun moedt to andre beboere, som begge to var japanere. Vi havde en god snak om politik, samfundsforhold, miljoe og saadan, mens vi ventede paa check-in.
Noget af det, jeg finder skaegt ved Japan er (Jaja, smaa hjerner, smaa fornoejelser) deres toiletter. De er nemlig udstyret med forskellige knapper saaledes at man vaelge forskellige former for bidet funktioner, men ogsaa en knap der afspiller en hoej traekke-ud lyd, til hvis man ikke vil hoeres.
HYG JER OG SEND FLERE PENGE NU!
Thank god Im pretty
Jeg har planlagt min tur i mange maaneder. Hele tiden var der vaeret et enkelt problem... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle goere den foerste nat. Ifoelge mine egne tidsforskeludregninger, ville jeg nemlig ankomme i Tokyo kl 2 om natten. Efter mange frustrationer valgte jeg at se hvad der skete, og hvis det gik helt galt, overnatte i lufthavnen.
Maaske var det meget godt at jeg droppede at planlaegge foerste nat.
For pludselig, efter flere maaneders planlaegning, gaar et lys op for mig, mens jeg sidder i flyet og ser Sex and the City... Tidsforskellen er allerede indregnet paa min flybillet og ankomst i Tokyo er allerede kl 18, ikke klokken 2.
Jeg undrer mig meget over hvor mine foraeldre er henne i dette billede... Er der ingen der har kunnet se, at jeg da overhovedet ikke var gammel og ansvarlig nok at rejse alebe i 2 maaneder? I saa fald er I naive, alle sammen!
Men nu fandt jeg mig et hyggeligt lille hostel med gratis morgenmad og toilet med mange knapper i Narita. I morgen gaar turen saa til Tokyo International Youth Hostel.
For lige at runde blondineindlaegget af... Jeg forstaar ingenting af det japanske tastatur. Det er jo fyldt med tegn!
Send flere penge nu!
Maaske var det meget godt at jeg droppede at planlaegge foerste nat.
For pludselig, efter flere maaneders planlaegning, gaar et lys op for mig, mens jeg sidder i flyet og ser Sex and the City... Tidsforskellen er allerede indregnet paa min flybillet og ankomst i Tokyo er allerede kl 18, ikke klokken 2.
Jeg undrer mig meget over hvor mine foraeldre er henne i dette billede... Er der ingen der har kunnet se, at jeg da overhovedet ikke var gammel og ansvarlig nok at rejse alebe i 2 maaneder? I saa fald er I naive, alle sammen!
Men nu fandt jeg mig et hyggeligt lille hostel med gratis morgenmad og toilet med mange knapper i Narita. I morgen gaar turen saa til Tokyo International Youth Hostel.
For lige at runde blondineindlaegget af... Jeg forstaar ingenting af det japanske tastatur. Det er jo fyldt med tegn!
Send flere penge nu!
torsdag den 7. januar 2010
Rejseplaner
Jeg ved godt, der stadig er... 24 dage til min afrejse, men på et eller andet tidspunkt skal rejsebloggen jo laves. Og jeg er jo ikke typen der gør tingene i sidste øjeblik, VEL?
Og det første indlæg skal jo bruges på at fortælle hvad det egentlig er for nogle udlande man skal til. Så nu får I hele min rejseplan, og så kan I jo lige se hvor godt jeg har styr på tingene, her 24 dage inden.
Søndag den 31. oktober.. Nej, det var januar.
16.10 - Flyve fra Kastrup lufthavn. Første stop Stockholms lufthavn
18.25 - Flyve fra Stockholms lufthavn - Næste stop Beijings lufthavn
Mandag den 1. februar
13.25: Flyve fra Beijings lufthavn - Sidste stop Tokyos lufthavn.
18.25: Ankomst. Forhåbentlig har jeg på det tidspunkt et sted at bo. Nyde en måned i Japan.
3. Marts
Flyve fra Tokyos lufthavn til Bangkoks lufthavn. Bruge to dage i Bangkok.
5. Marts
Flyve fra Bangkok lufthavn til Chiang Mai lufthavn. Hentes i lufthavnen, og bruge de næste 10 dage hos Mrs Sin i Your House Guest House (jeg har altid elsket navnet)
Derefter skal jeg leve det fede thailandske liv.
4. April
Flyve hjem fra Bangkoks lufthavn. Mellemlande i München. Er i Danmark kl. 18.40
Alt det jeg ikke har styr på
Transitvisa til Kina.
Tidsforskelle
Økonomi.
Send flere penge nu.
Og det første indlæg skal jo bruges på at fortælle hvad det egentlig er for nogle udlande man skal til. Så nu får I hele min rejseplan, og så kan I jo lige se hvor godt jeg har styr på tingene, her 24 dage inden.
Søndag den 31. oktober.. Nej, det var januar.
16.10 - Flyve fra Kastrup lufthavn. Første stop Stockholms lufthavn
18.25 - Flyve fra Stockholms lufthavn - Næste stop Beijings lufthavn
Mandag den 1. februar
13.25: Flyve fra Beijings lufthavn - Sidste stop Tokyos lufthavn.
18.25: Ankomst. Forhåbentlig har jeg på det tidspunkt et sted at bo. Nyde en måned i Japan.
3. Marts
Flyve fra Tokyos lufthavn til Bangkoks lufthavn. Bruge to dage i Bangkok.
5. Marts
Flyve fra Bangkok lufthavn til Chiang Mai lufthavn. Hentes i lufthavnen, og bruge de næste 10 dage hos Mrs Sin i Your House Guest House (jeg har altid elsket navnet)
Derefter skal jeg leve det fede thailandske liv.
4. April
Flyve hjem fra Bangkoks lufthavn. Mellemlande i München. Er i Danmark kl. 18.40
Alt det jeg ikke har styr på
Transitvisa til Kina.
Tidsforskelle
Økonomi.
Send flere penge nu.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
