Matsuyamam, dag to

Jeg startede dagen med at tage en taxa til Central Post Office - jeg var nemlig loebet toer for penge, og det skulle vaere det eneste sted der havde en ATM der tog udenlandske kort.
I taxaen begyndte jeg at stresse, da det gik op for mig at der var en risiko for at jeg ikke kunne haeve penge derfra, og derefter ville staa uden en krone, da jeg havde brugt alt paa taxa. Denne frygt afspejlede sig i at jeg valgte den forkerte bygning, og naesten begyndte at graede, da ATMen der ikke ville tage mit kort. Heldigvis saa den rare bankdame mit fortvivlede ansigt, og fulgte mig over paa posthuset, og hjalp mig med at haeve penge.

Efter at den der sten var faldet fra mit hjerte, gik jeg rundt og kiggede i shoppingcentret, hvorefter jeg besluttede mig for at jeg burde kunne finde vej til Matuyama-Jo, som er et slot paa en hoej.
Jeg fandt hen til charlift indgangen, tog mod til mig, og tog en charlift op ad hoejen. Se selv.



Det var et rigtigt smukt omraade, og oveni det, helt fantastisk vejr. Saa jeg fik en del tid til at gaa med at kigge mig omkring.

Da jeg var kommet ned igen, tog jeg mod til mig og tog toget for foerste gang. Jeg er ikke sikker paa hvorfor jeg var bange for at tage toget, udover det faktum at koereplanerne kun er paa japansk og saadan. Heldigvis skulle jeg bare tilbage til mit eget omraade, saa jeg vidste jeg ville kunne genkende det.
Da jeg endelig fik mig selv overbevist om at det var det jeg gjorde, kom der et helt specielt tog. Det stopper kun 3-4 steder, vist ved de stoerste turistmaal. Heldigvis bor jeg ved en af disse - og det samme goer det turistmaal jeg skulle besoege. Men det var ikke kun det, der gjorde toget specielt. Jeg illustrerer:



Efter en tur i det fine bumletog, var naeste udfordring at vaere noegen offentligt. I hvert fald offentligt blandt andre kvinder. Dogo Onsen, skulle vaere kendt for vandets guddommelige kraefter. Jeg ved ikke om jeg fik nogle af de overfoert, maaske tager det en dags tid om at virke. Efter badet skulle jeg havde en kimono paa (som en af de ansatte derefter rettede et par gange), drikke te og spise smaakager. Det var meget hyggeligt.

Jeg er rigtigt vild med det omraade jeg bor i, og Matsuyama Youth Hostel har saa meget potentiale til at vaere et hyggeligt sted. Desvaerre er jeg den eneste unge - og den eneste vesterlaending, saa det bliver bare lidt ensomt.

Og her vil jeg gerne bemaerke at jeg maaske har guddommelige kraefter alligevel. For lige efter at jeg skrev det, satte der sig en helt hvid (:D) mand ved siden af mig. Hvad sker der for det? Er jeg ikke laengere Johanne alene i verden?