At lukke en doer, for at aabne en ny

Da jeg planlagde rejsen, havde jeg regnet med at jeg ville vaere super glad for at tage fra Japan til Thailand. Det ville blive varmere og billigere, og jeg ville komme tilbage, som jeg har oensket mig de sidste 5 aar.

Realiteten er at jeg nu har vaeret her snart en uge, og jeg savner stadig Japan. Jeg savner maaden alt foregaar paa, jeg savner hostellerne, jeg savner de mennesker jeg moedte, baade i Japan og Korea.
For hvad jeg ikke taenkte over, foer jeg stod der, var hvor meget man knytter sig til de mennesker man moeder paa en rejse, og de steder man besoeger. Alt er bare mere intenst her, og det er saa haardt at knytte sig til et land, de oplevelser man har haft, de mennesker man moeder, og derefter skulle rejse. Skulle lukke doeren og vide det aldrig bliver de samme. Stoerstedelen af de mennesker jeg har moedt, kommer jeg aldrig til at se igen, og selvom jeg kan vende tilbage til Japan, vil alting ikke vaere helt som det var denne gang, og jeg vil ikke helt vaere den samme.
At rejse handler ligesaa meget om at sige farvel, som at sige hej. Og jeg er elendig til farveller.

Da jeg forlod Korea, for at tage tilbage til Japan, var jeg sikker paa at jeg ikke ville moede mennesker jeg havde det saa godt med, som dem jeg moedte der. At min rejse derfra bare ville vaere at vente paa at skulle til Japan. Men jeg moedte nye mennesker, jeg fik nye oplevelser, der gjorde det haardt at skulle lukke doeren, for at aabne den doer, jeg ellers havde glaedet mig i 5 aar til at aabne.

Men paa samme maade, gaar livet videre i Thailand. Jeg vil moede nye mennesker, faa nye og interessante oplevelser - oplevelser der altid vil vaere der naar jeg lukker oejnene, paa samme maade som de fra Japan og Korea vil. Og naar jeg om en maaned vender tilbage til Danmark, vil intet vaere det samme. Jeg vil have nye oplevelser, nye historier, og en glaede over at kende fantastiske mennesker fra hele verden. Og jeg vil have en helt anden tro paa at jeg godt kan klare mig selv, staa op hver dag og se verden i oejnene - ligegyldigt hvor i verden jeg er.

Anyways, i aften tager jeg ind til stadion og ser en Muay Thai kamp. Onsdag skal jeg paa en tur kaldet "flight of the gibbon", hvor jeg skal se regnskoven fra traetoppene. Char, guiden fra mit guesthouse, som ogsaa var der for 5 aar siden, er rastloes, og haaber paa at samle en gruppe og tage paa to dages trekking torsdag-fredag. Saa hvis han faar gjort det tager jeg med. Og derefter skal jeg til at lukke doeren til Chiang Mai igen, og se hvor vinden saa bringer mig hen. Jeg tror den bringer mig til en oe, hvor jeg kan bruge hele dage paa at laese og slikke sol og bade.