Nogle fisk, nogle gadgets og en hund.

I morges gik turen til Tsujiki fiskemarked. Paa vej derhen havde jeg allerede forberedt dette indlaeg - det skulle bestaa af et Wikipedialink og en kommentar om at jeg ikke kunne fortaelle mere, da jeg aldrig fandt det. Men efter en halv time var det indlaeg oedelagt, da jeg pludselig stod der. Men her er wikipedialinket.
For at vise at det ikke var loegn at jeg fandt vej, tog jeg ogsaa et billede af nogle fisk.



Derefter tog jeg videre indtil Ginza, til Sony showroomet. Det aabnede bare foerst kl 11, saa indtil da gik jeg rundt i omraadet - og fik forvildet mig ind i noget jeg troede var en udstilling, som viste sig at vaere et indkoebscenter i mange etager, men men kun et lille rum pr etage. De havde paene billeder af paene mennesker.



Paa et tidspunkt var jeg i tvivl om hvor udgangen overhovedet var, men saa huskede jeg min mors ord "ned kan man altid komme" og besluttede mig for det ogsaa gaelder for ud. Og det gjorde det.

Derefter aabnede Sonys showroom. Det var i mange etager med udstilling af de nyeste gadgets og saadan fra Sony. Der var mulighed for at proeve at fotografere med de forskellige kameraer (jeg fotograferede selvfoelgelig mig selv) lytte til musik fra de forskellige hoeretelefoner, og spille spil 3D. Det var lidt spaendende, men havde helt klart vaeret federe hvis jeg havde haft Holger eller Carsten eller saadan nogle noerder med.

Da jeg var faerdig med at se paa udstyr, tog jeg toget til Shibuya station, udelukkende med et formaal: At se en statue af en hund. Saa her er den.



Det er selvfoelgelig ikke selve statuen der er saa interessant igen, men historien bag den er saa soed at jeg simpelthen var neodt til at se den.
Hunden, som er afbildet, hed Hachiko. Hachiko levede i 19207erne, sammen med sin ejer, der var professor og boede i Shibuya. Hver dag, naar professoren kom hjem, stod Haciko ude foran stationen og ventede paa ham. Paa et tidspunkt doede professoren, men Hachiko fortsatte med at staa foran stationen og vente, paa samme tidspunkt, hver dag i de naeste 11 aar, indtil han selv doede.

Nu er jeg ogsaa lidt roerstroemsk, men jeg synes simpelthen det er saadan en soergelig historie. Men ogsaa soed. Og det synes japanerne altsaa ogsaa. Hachiko bruges nu som moedested, og man skal passe paa med at staa der. Jeg var lige ved at blive bortfoert! Der kom i hvert fald en dame og spurgte om jeg var Stephanie, og hvis jeg ikke havde set forvirret ud, havde hun maaske taget mig hen til et sted jeg ikke kendte.

For ikke at det Hachiko skulle vaere min eneste oplevelse med Shibuya, tog jeg i storcenteret Shibuya 109. Der var godt nok meget... specielt toej samlet. Altsaa, saadan rigtigt Tokyo streetstyle. Ekspedienterne gik rundt i alt for hoeje sko (for de faldt engang imellem) tylskoerter og sorte haettetroejer. Jeg koebte ikke noget.

Men alligevel boer I sende flere penge nu.