I gaar morges, japansk tid, var der jordskaelv i Chile og Japan. Jeg ved ikke hvor voldsomt det har vaeret nogle af stederne - udover Tokyo.
Klokken 10 - i foelge en af de andre fra hostellet - startede det. Det varede cirka 30 sekunder, og folk begyndte at raabe og skrige.
Det gjorde folk. Johanne sov.
Kl 12.30 stod jeg op, og havde ret ondt i hovedet - maaske slog jeg det, uden at vide det, under jordskaelvet. Fjernsynet paa hostellet var taendt, og jeg erfarede at der havde vaeret jordskaelv i Chile og Japan. Den smarte Johanne taenker derfor "Hvor var det godt, jeg ikke tog til Chile, selvom jeg gerne havde villet", uden at forstaa at det egentlig ogsaa galdt Japan.
Jeg overvejer lidt om jeg skal vaere skuffet eller glad over at have sovet igennem jordskaelvet.
Jeg er skuffet, da jeg i forvejen aldrig oplever noget vildt, og det kunne vaere en fed historie at fortaelle. Maaske jeg kunne komme i dansk fjernsyn og fortaelle om mine traumatiske oplevelser - og det ville jo ikke betyde at jeg var i fare. Bare at jeg var vaagen og opfattede hvad der foregik.
Men jeg er blevet enig med mig selv om at jeg nok skal vaere glad. For helt aerligt, hvis jeg havde vaeret vaagen, havde jeg panikket saa meget, at de var noedt til at evakuere hele hostellet.
Det er ikke min mening at goere naturkatastrofer til en joke, dog. Det er helt sikkert tragisk, hvad der er sket - men jeg ved ingenting. Saa det er nemmere bare at goere grin med mig selv og det faktum at jeg ikke engang opfatter et jordskaelv.
Og jeg har besluttet at vende om paa de sidste doegn og vaere ude om natten og sove om dagen - saa det er derfor der ikke er meget aktivitet herfra.
søndag den 28. februar 2010
torsdag den 25. februar 2010
Johanne og Kyoto
Jeg havde virkelig glaedet mig til at se Kyoto, det havde jeg. Stoerstedelen af de billeder af smukke haver og templer, er ligesom derfra, og omraadet omkring Kyoto (dvs medregnet Nara) har cirka halvtreds millioner World Heritage Sights.
Men nu har jeg opgivet samarbejdet med Kyoto. Og ud af de 50 millioner, er jeg oppe paa en enkelt.
Allerede den sidste aften i Matsuyama (dvs for 2 dage siden, tror jeg nok) begyndte jeg at foele mig syg, og det er altsaa ikke gaaet vaek. Igaar trodsede jeg sygdommen og tog ud til bjergene ved Kyoto, og saa en tempelhave (som er World Heritage!), en bambusskov og saadan. I dag gav jeg op. Jeg har knap nok energi til at forlade hostellet for at hente mad.
Saa jeg har en "blive paa hostellet dag" i dag. Og i morgen tager jeg tilbage til Tokyo, saa jeg forhaabentlig kan naa det sidste inden Thailand.
Jeg er overhovedet ikke tilfreds med hvad jeg har naaet at se her, men saadan maa det vaere. Hvis jeg fortryder meget, jeg ikke fik set Kyoto, maa jeg tage til Japan en anden gang.
Men nu har jeg opgivet samarbejdet med Kyoto. Og ud af de 50 millioner, er jeg oppe paa en enkelt.
Allerede den sidste aften i Matsuyama (dvs for 2 dage siden, tror jeg nok) begyndte jeg at foele mig syg, og det er altsaa ikke gaaet vaek. Igaar trodsede jeg sygdommen og tog ud til bjergene ved Kyoto, og saa en tempelhave (som er World Heritage!), en bambusskov og saadan. I dag gav jeg op. Jeg har knap nok energi til at forlade hostellet for at hente mad.
Saa jeg har en "blive paa hostellet dag" i dag. Og i morgen tager jeg tilbage til Tokyo, saa jeg forhaabentlig kan naa det sidste inden Thailand.
Jeg er overhovedet ikke tilfreds med hvad jeg har naaet at se her, men saadan maa det vaere. Hvis jeg fortryder meget, jeg ikke fik set Kyoto, maa jeg tage til Japan en anden gang.
tirsdag den 23. februar 2010
Matsuyamam, dag to
Jeg startede dagen med at tage en taxa til Central Post Office - jeg var nemlig loebet toer for penge, og det skulle vaere det eneste sted der havde en ATM der tog udenlandske kort.
I taxaen begyndte jeg at stresse, da det gik op for mig at der var en risiko for at jeg ikke kunne haeve penge derfra, og derefter ville staa uden en krone, da jeg havde brugt alt paa taxa. Denne frygt afspejlede sig i at jeg valgte den forkerte bygning, og naesten begyndte at graede, da ATMen der ikke ville tage mit kort. Heldigvis saa den rare bankdame mit fortvivlede ansigt, og fulgte mig over paa posthuset, og hjalp mig med at haeve penge.
Efter at den der sten var faldet fra mit hjerte, gik jeg rundt og kiggede i shoppingcentret, hvorefter jeg besluttede mig for at jeg burde kunne finde vej til Matuyama-Jo, som er et slot paa en hoej.
Jeg fandt hen til charlift indgangen, tog mod til mig, og tog en charlift op ad hoejen. Se selv.
Det var et rigtigt smukt omraade, og oveni det, helt fantastisk vejr. Saa jeg fik en del tid til at gaa med at kigge mig omkring.
Da jeg var kommet ned igen, tog jeg mod til mig og tog toget for foerste gang. Jeg er ikke sikker paa hvorfor jeg var bange for at tage toget, udover det faktum at koereplanerne kun er paa japansk og saadan. Heldigvis skulle jeg bare tilbage til mit eget omraade, saa jeg vidste jeg ville kunne genkende det.
Da jeg endelig fik mig selv overbevist om at det var det jeg gjorde, kom der et helt specielt tog. Det stopper kun 3-4 steder, vist ved de stoerste turistmaal. Heldigvis bor jeg ved en af disse - og det samme goer det turistmaal jeg skulle besoege. Men det var ikke kun det, der gjorde toget specielt. Jeg illustrerer:
Efter en tur i det fine bumletog, var naeste udfordring at vaere noegen offentligt. I hvert fald offentligt blandt andre kvinder. Dogo Onsen, skulle vaere kendt for vandets guddommelige kraefter. Jeg ved ikke om jeg fik nogle af de overfoert, maaske tager det en dags tid om at virke. Efter badet skulle jeg havde en kimono paa (som en af de ansatte derefter rettede et par gange), drikke te og spise smaakager. Det var meget hyggeligt.
Jeg er rigtigt vild med det omraade jeg bor i, og Matsuyama Youth Hostel har saa meget potentiale til at vaere et hyggeligt sted. Desvaerre er jeg den eneste unge - og den eneste vesterlaending, saa det bliver bare lidt ensomt.
Og her vil jeg gerne bemaerke at jeg maaske har guddommelige kraefter alligevel. For lige efter at jeg skrev det, satte der sig en helt hvid (:D) mand ved siden af mig. Hvad sker der for det? Er jeg ikke laengere Johanne alene i verden?
I taxaen begyndte jeg at stresse, da det gik op for mig at der var en risiko for at jeg ikke kunne haeve penge derfra, og derefter ville staa uden en krone, da jeg havde brugt alt paa taxa. Denne frygt afspejlede sig i at jeg valgte den forkerte bygning, og naesten begyndte at graede, da ATMen der ikke ville tage mit kort. Heldigvis saa den rare bankdame mit fortvivlede ansigt, og fulgte mig over paa posthuset, og hjalp mig med at haeve penge.
Efter at den der sten var faldet fra mit hjerte, gik jeg rundt og kiggede i shoppingcentret, hvorefter jeg besluttede mig for at jeg burde kunne finde vej til Matuyama-Jo, som er et slot paa en hoej.
Jeg fandt hen til charlift indgangen, tog mod til mig, og tog en charlift op ad hoejen. Se selv.
Det var et rigtigt smukt omraade, og oveni det, helt fantastisk vejr. Saa jeg fik en del tid til at gaa med at kigge mig omkring.
Da jeg var kommet ned igen, tog jeg mod til mig og tog toget for foerste gang. Jeg er ikke sikker paa hvorfor jeg var bange for at tage toget, udover det faktum at koereplanerne kun er paa japansk og saadan. Heldigvis skulle jeg bare tilbage til mit eget omraade, saa jeg vidste jeg ville kunne genkende det.
Da jeg endelig fik mig selv overbevist om at det var det jeg gjorde, kom der et helt specielt tog. Det stopper kun 3-4 steder, vist ved de stoerste turistmaal. Heldigvis bor jeg ved en af disse - og det samme goer det turistmaal jeg skulle besoege. Men det var ikke kun det, der gjorde toget specielt. Jeg illustrerer:
Efter en tur i det fine bumletog, var naeste udfordring at vaere noegen offentligt. I hvert fald offentligt blandt andre kvinder. Dogo Onsen, skulle vaere kendt for vandets guddommelige kraefter. Jeg ved ikke om jeg fik nogle af de overfoert, maaske tager det en dags tid om at virke. Efter badet skulle jeg havde en kimono paa (som en af de ansatte derefter rettede et par gange), drikke te og spise smaakager. Det var meget hyggeligt.
Jeg er rigtigt vild med det omraade jeg bor i, og Matsuyama Youth Hostel har saa meget potentiale til at vaere et hyggeligt sted. Desvaerre er jeg den eneste unge - og den eneste vesterlaending, saa det bliver bare lidt ensomt.
Og her vil jeg gerne bemaerke at jeg maaske har guddommelige kraefter alligevel. For lige efter at jeg skrev det, satte der sig en helt hvid (:D) mand ved siden af mig. Hvad sker der for det? Er jeg ikke laengere Johanne alene i verden?
mandag den 22. februar 2010
Flere facts om Korea
Jeg er tilbage i Japan - og det med blandede foelelser. For selvom der stadig er en del jeg gerne vil se og opleve i Japan, er det saert at vaere paa egne ben, efter en uge blandt folk der lynhurtigt er blevet til venner. Jeg fik en helt fantastisk modtagelse af baade England, der havde inviteret, men ogsaa alle de af hendes venner jeg naaede at moede. Det har virkelig vaeret en skoen uge, en god blanding af natur og storby, varm kakao og koreansk sprut, jeg ikke ved hvordan man staver til, How I Met Your Mother paa computeren, og vild dans i byen. Jeg er saa glad for at jeg valgte at tage til Korea, og kunne sagtens finde paa at tage tilbage igen engang - eller til USA, hvor folk nok er, naar jeg faar penge til at rejse saa langt igen. Det skal i hvert fald ikke vaere sidste gang jeg ser de folk jeg har moedt i denne uge.
Men, jeg skrev paa et tidspunkt i denne uge en liste over kendetegn ved koreanerne. Den fortsaetter jeg nu:
- Korean surprises. Man kan tilsyneladende ikke rigtigt helt regne med noget, for der er risiko for at det skifter i morgen. Som da Alina fredag fik at vide at hun skulle flytte til en anden lejlighed mandag, dvs i dag - uden overhovedet at vide at det overhovedet var meningen, paa forhaand.
- Komplimenter - de er gode til at fortaelle at man er smuk. Og nu ville jeg skrive hvad smuk var paa koreansk, men jeg har glemt det. Det var ogsaa i Korea at jeg modtog mit nye yndlingskompliment, efter at vaere traadt ud af doeren til toilettet paa Club Who's Bob "Oh, so fast"
- Ungerne gaar i skole hele dagen. Efter en skoledag svarende til den danske, gaar de paa private akademier, hvor de laerer endnu mere. Deres dag slutter foerst klokken 9. Det saetter lidt mit brok over dage til 15.15 da jeg gik i gymnasiet i perspektiv. Og saa har de rigtigt meget engelsk. Jeg overvejer lidt om det e nyt at de har saa meget engelsk paa skemaet, for de voksne kan intet af sproget.
- Der er gennem den seneste generation, sket et skifte i prioriteringerne、fra familieliv til karriere. Mens de ikke var unormalt i foraeldregenerationen at vaere soeskendeflokke paa 8-10, er boernene i dag hovedsageligt i soeskendeflokke op til 3. Nu skal man helst vaere 28 som kvinde og 30-35 som mand, naar man bliver gift.
Saa vidt jeg kunne forstaa, bliver boernene opdraget til at det er vigtigt de faar en god uddannelse, saa de kan blive saa rige som muligt. Dette forklarer de mange timers skole.
Men, jeg skrev paa et tidspunkt i denne uge en liste over kendetegn ved koreanerne. Den fortsaetter jeg nu:
- Korean surprises. Man kan tilsyneladende ikke rigtigt helt regne med noget, for der er risiko for at det skifter i morgen. Som da Alina fredag fik at vide at hun skulle flytte til en anden lejlighed mandag, dvs i dag - uden overhovedet at vide at det overhovedet var meningen, paa forhaand.
- Komplimenter - de er gode til at fortaelle at man er smuk. Og nu ville jeg skrive hvad smuk var paa koreansk, men jeg har glemt det. Det var ogsaa i Korea at jeg modtog mit nye yndlingskompliment, efter at vaere traadt ud af doeren til toilettet paa Club Who's Bob "Oh, so fast"
- Ungerne gaar i skole hele dagen. Efter en skoledag svarende til den danske, gaar de paa private akademier, hvor de laerer endnu mere. Deres dag slutter foerst klokken 9. Det saetter lidt mit brok over dage til 15.15 da jeg gik i gymnasiet i perspektiv. Og saa har de rigtigt meget engelsk. Jeg overvejer lidt om det e nyt at de har saa meget engelsk paa skemaet, for de voksne kan intet af sproget.
- Der er gennem den seneste generation, sket et skifte i prioriteringerne、fra familieliv til karriere. Mens de ikke var unormalt i foraeldregenerationen at vaere soeskendeflokke paa 8-10, er boernene i dag hovedsageligt i soeskendeflokke op til 3. Nu skal man helst vaere 28 som kvinde og 30-35 som mand, naar man bliver gift.
Saa vidt jeg kunne forstaa, bliver boernene opdraget til at det er vigtigt de faar en god uddannelse, saa de kan blive saa rige som muligt. Dette forklarer de mange timers skole.
torsdag den 18. februar 2010
Noribong
Her til aften, tog vi (mig, England, Alina, Anna og Barney) til et karaokested - som tilsyneladende hedder Noribong eller noget lignende paa koreansk. Nori er at synge, og bong er et rum. Saa vi tog til et sangrum.
Det var et fint lille rum med en skaerm, mikrofoner og tamburiner. Og saa blev der ellers sunget. Min foerste var selvfoelgelig Barbie Girl, og hvis hele Danmark havde kunnet se mig der, havde de vaeret stolte. Jeg gjorde det godt.
Barney var ekstra sej, da han rent faktisk kunne synge paa koreansk. Vi andre holdt os til engelsk.
Det fascinerende og koreanske ved dette, var de fantastiske videoer der blev spillet under sangene, med koreanere der lavede hotte dansemoves - og paa ingen maader matchede sangene. Men smukt var det.
Det var et fint lille rum med en skaerm, mikrofoner og tamburiner. Og saa blev der ellers sunget. Min foerste var selvfoelgelig Barbie Girl, og hvis hele Danmark havde kunnet se mig der, havde de vaeret stolte. Jeg gjorde det godt.
Barney var ekstra sej, da han rent faktisk kunne synge paa koreansk. Vi andre holdt os til engelsk.
Det fascinerende og koreanske ved dette, var de fantastiske videoer der blev spillet under sangene, med koreanere der lavede hotte dansemoves - og paa ingen maader matchede sangene. Men smukt var det.
Ting der kendetegner koreanere
Eller ting der kendetegner koreanerne i Nokdong - dvs dem paa landet:
- Awkward hello's - udoevet specielt af unge mennesker, overfor folk der tydeligvis ikke er asiatere. Et hello efterfulgt af et fnis. Dette udoeves mest i grupper, hvor hello-sigeren derefter kan fnise med vennerne, og derefter give dem mod paa at goere det sammen. Eller, som hoert for et par timer siden "hello! goodbye! I love you!"
- Fisk. Koreanere kan godt lide smagen af fisk. Ogsaa paa chips. Saa man skal passe paa med at vaelge de rigtige chips, for man kan risikere at ende med dem med blaekspruttesmag.
Det giver lige pludselig sketchen fra Hvad snakker du om, meget mere mening "Vil du have et tyggegummi? Det smager ikke af fisk, overhovedet ikke"
- De vil gerne dele. I hvert fald havde vi en frokost for et par dage siden, hvor vi ventede paa vores mad, men konstant fik tilbudt diverse retter fra bordet ved siden af os. Og sprut.
- De kan ikke lige japanere. Men kan ligesom japanerne, godt lide overpyntede kager og ting der er cute.
- De kan godt lide kaal i en meget spicy sovs, og forventer at man ogsaa kan. Faktisk skal man helst lyve og sige det smager herregodt.
Og det var det, indtil videre. Men jeg har stadig 4 dage igen.
- Awkward hello's - udoevet specielt af unge mennesker, overfor folk der tydeligvis ikke er asiatere. Et hello efterfulgt af et fnis. Dette udoeves mest i grupper, hvor hello-sigeren derefter kan fnise med vennerne, og derefter give dem mod paa at goere det sammen. Eller, som hoert for et par timer siden "hello! goodbye! I love you!"
- Fisk. Koreanere kan godt lide smagen af fisk. Ogsaa paa chips. Saa man skal passe paa med at vaelge de rigtige chips, for man kan risikere at ende med dem med blaekspruttesmag.
Det giver lige pludselig sketchen fra Hvad snakker du om, meget mere mening "Vil du have et tyggegummi? Det smager ikke af fisk, overhovedet ikke"
- De vil gerne dele. I hvert fald havde vi en frokost for et par dage siden, hvor vi ventede paa vores mad, men konstant fik tilbudt diverse retter fra bordet ved siden af os. Og sprut.
- De kan ikke lige japanere. Men kan ligesom japanerne, godt lide overpyntede kager og ting der er cute.
- De kan godt lide kaal i en meget spicy sovs, og forventer at man ogsaa kan. Faktisk skal man helst lyve og sige det smager herregodt.
Og det var det, indtil videre. Men jeg har stadig 4 dage igen.
onsdag den 17. februar 2010
Lidt billeder fra Sydkorea
Jeg venter med at laegge mine egne billeder ind til Sydkorea er slut, men Abby, som er en af de andre amerikanske skolelaerere, lagde nogle ind paa facebook. Saa jeg reposter lige et par enkelte.
I dag fandt vi et bjerg at bestige. Det var en haard omgang, men der var smukt da vi kom op.
Anyways, 3 billeder fra soendag-mandag
De er meget glad for at have work-out stationer paa toppen af bakker. Dette er gazellen
Taet paa John's lejlighed - the giant golden buddha... Og John er Englands kaereste, som pt er i Kina. Men ellers er fra USA og arbejder som laerer i Korea... Ligesom alle de andre.
Vi bukkede for Buddha. Selve bukkerutinen er meget besvaerlig.
I dag fandt vi et bjerg at bestige. Det var en haard omgang, men der var smukt da vi kom op.
Anyways, 3 billeder fra soendag-mandag
De er meget glad for at have work-out stationer paa toppen af bakker. Dette er gazellen
Taet paa John's lejlighed - the giant golden buddha... Og John er Englands kaereste, som pt er i Kina. Men ellers er fra USA og arbejder som laerer i Korea... Ligesom alle de andre.
Vi bukkede for Buddha. Selve bukkerutinen er meget besvaerlig.
mandag den 15. februar 2010
Hverdag i Korea
Jeg har nu vaeret 3 dage i Korea, og jeg er rigtigt glad for det. Jeg bor hos England, som er amerikansk og bor i Korea for at undervise i engelsk. Faktisk er der en stor gruppe amerikanere, der underviser i engelsk i Sydkorea, og jeg har allerede moedt en god haandfuld af dem.
Da jeg stod op i dag, var jeg aerligt talt ikke helt frisk. Vi havde en toese-sleepover igaar, hvilket endte med at indeholde en lille smule koreansk sprut. Men efter en morgenmad/frokost indeholdende diverse ting jeg aldrig troede jeg skulle putte i min mund - jeg er saa kraesen, but when in Korea.... - var vi herre klar til at tage til den naermeste oe. Mens vi var paa den 20 minutter lange faergetur, fik vi sunget og danset.
Ved ankomst til oen, havde en af laerervennerne, som taler forbavsende godt koreansk, kommet til at love to smaa drenge at vi ville tage dem med i taxaen og saette dem af paa vejen. Jeg ved ikke om han overvejede hvor store taxaer er, men vi endte da med at presse os ind i den - 4 voksne, to boern og en taxachauffoer.
Turen mod det tempel vi ville se gik stejlt op ad bakke, og med mange skarpe sving. Udsigten blev smukkere og smukkere, jo hoejere vi kom op.
Da vi ankom til templet, gik vi direkte fra at vaere dansende fjollede vesterlaendinge, til at vaere stille, serioese, og saette pris paa alt omkring os. Det var virkelig et fint tempel, i den smukkeste natur. Efter at have vaeret inde og bukke for Buddha, moedte vi to koreanske kvinder, der efter at have konstateret at vi var smukke, inviterede os ind i templets spisesal. I spisesalen moedte vi den rare munk, men han havde tilsyneladende spist, for han gik ret hurtigt igen. Vi fik ris med maerkeligt tilbehoer og en meget spicy sovs, som det var meget vigtigt at spise op. Saa med alt min angst for mad jeg ikke kender, fik jeg presset det ned.
Efter maaltidet blev vi foert ind i et andet rum, hvor vi fik kaffe med munken. Han viste os billeder af ham i forskellige stadier i hans munkeliv - inklusive ture til Disneyland. Han var virkelig, virkelig et rart menneske, og det var en utroligt interessant oplevelse at drikke kaffe med ham (Ja, I boer vaere stolte af mig... Jeg kan egentlig ikke lide kaffe)
Men vi kunne ikke blive der hele aftenen, da vi skulle naa en faerge tilbage til Nakdong. Saa en af munkens venner koerte os tilbage til havnen og koebte faergebilletter til os, og pludselig sad vi igen paa faergen, overraskede og glade over hvordan vores tur havde udviklet sig.
Da vi kom tilbage til Nakdong, tog vi hen paa en badeanstalt, som er et populaert koncept i baade Korea og Japan. Efter meget grundig afvaskning, var der forskellige slags bade, med forskellige temperaturer. Det var en interessant oplevelse, at vaere... Noegen med de noegne koreanere. Det var dog koensopdelt.
Tilbage i Englands lejlighed, er jeg traet, og har en serioes omgang kvalme. Men jeg kan se tilbage paa en rigtigt god dag, af den uforudsigelige slags - uforudsigelighed, er vist det der generelt praeger min tur.
Send flere penge nu.
Da jeg stod op i dag, var jeg aerligt talt ikke helt frisk. Vi havde en toese-sleepover igaar, hvilket endte med at indeholde en lille smule koreansk sprut. Men efter en morgenmad/frokost indeholdende diverse ting jeg aldrig troede jeg skulle putte i min mund - jeg er saa kraesen, but when in Korea.... - var vi herre klar til at tage til den naermeste oe. Mens vi var paa den 20 minutter lange faergetur, fik vi sunget og danset.
Ved ankomst til oen, havde en af laerervennerne, som taler forbavsende godt koreansk, kommet til at love to smaa drenge at vi ville tage dem med i taxaen og saette dem af paa vejen. Jeg ved ikke om han overvejede hvor store taxaer er, men vi endte da med at presse os ind i den - 4 voksne, to boern og en taxachauffoer.
Turen mod det tempel vi ville se gik stejlt op ad bakke, og med mange skarpe sving. Udsigten blev smukkere og smukkere, jo hoejere vi kom op.
Da vi ankom til templet, gik vi direkte fra at vaere dansende fjollede vesterlaendinge, til at vaere stille, serioese, og saette pris paa alt omkring os. Det var virkelig et fint tempel, i den smukkeste natur. Efter at have vaeret inde og bukke for Buddha, moedte vi to koreanske kvinder, der efter at have konstateret at vi var smukke, inviterede os ind i templets spisesal. I spisesalen moedte vi den rare munk, men han havde tilsyneladende spist, for han gik ret hurtigt igen. Vi fik ris med maerkeligt tilbehoer og en meget spicy sovs, som det var meget vigtigt at spise op. Saa med alt min angst for mad jeg ikke kender, fik jeg presset det ned.
Efter maaltidet blev vi foert ind i et andet rum, hvor vi fik kaffe med munken. Han viste os billeder af ham i forskellige stadier i hans munkeliv - inklusive ture til Disneyland. Han var virkelig, virkelig et rart menneske, og det var en utroligt interessant oplevelse at drikke kaffe med ham (Ja, I boer vaere stolte af mig... Jeg kan egentlig ikke lide kaffe)
Men vi kunne ikke blive der hele aftenen, da vi skulle naa en faerge tilbage til Nakdong. Saa en af munkens venner koerte os tilbage til havnen og koebte faergebilletter til os, og pludselig sad vi igen paa faergen, overraskede og glade over hvordan vores tur havde udviklet sig.
Da vi kom tilbage til Nakdong, tog vi hen paa en badeanstalt, som er et populaert koncept i baade Korea og Japan. Efter meget grundig afvaskning, var der forskellige slags bade, med forskellige temperaturer. Det var en interessant oplevelse, at vaere... Noegen med de noegne koreanere. Det var dog koensopdelt.
Tilbage i Englands lejlighed, er jeg traet, og har en serioes omgang kvalme. Men jeg kan se tilbage paa en rigtigt god dag, af den uforudsigelige slags - uforudsigelighed, er vist det der generelt praeger min tur.
Send flere penge nu.
fredag den 12. februar 2010
Jeg er i Sydkorea
Stod op klokken kvart i 6 i morges for at tage afsted. Klokken 6.15 kom taxaen. Den rare receptionist havde bestilt den for mig, og jeg havde haabet han ogsaa havde sagt destinationen. Det havde han ikke, saa det tog lige lidt tid, hvor der blandt andet blev hevet tilfaeldige forbipasserende (hvad sker der egentlig for tilfaeldige forbisserende klokken 6 om morgenen?) ind, saa vi kunne blive enige om hvor taxaen skulle hen. Men jeg kom frem, og efter 3 timers sejltur (jeg sov dog hele vejen) er jeg her nu. England, som skal hente mig er desvaerre forsinket, men hun burde komme snart.
Jeg glaeder mig til at opleve Sydkorea og moede nye mennesker. Og saa glaeder jeg mig til at tilbringe noget tid med England.
Jeg glaeder mig til at opleve Sydkorea og moede nye mennesker. Og saa glaeder jeg mig til at tilbringe noget tid med England.
torsdag den 11. februar 2010
Hiroshima, mon amour
Jeg saetter automatisk mon amour bagefter i mit hoved, hver gang jeg taenker paa Hiroshima. Jeg tror nok det var titlen paa en tekst jeg havde i fransk engang.
Men jeg ankom til Hiroshima igaar, efter en lang togtur og bor paa J Hopper hostel (J staar for Japan) hvor der er rigtigt hyggeligt.
I dag saa jeg Peace Memorial Museum, parken og saadan. Det var en lidt overvaeldende oplevelse, at opleve hvordan et sted der var saa smukt i dag for bare 65 aar siden var blevet fuldstaendig oedelagt. Jeg havde hoeretelefoner paa med engelsk tale, og engang i mellem var jeg noedt til at spole videre, da mange af de fortaellinger om boern der var doede, var haarde (og ikke bare fordi det var uskyldige mennesker der doede... Det var mere beksrivelse af, hvordan deres hud faldt af og hang i laser)
I parken braender der en flamme, som foerst maa slukkes, naar alle atomvaaben er destrueret. Desvaerre er der ikke udsigt til at det sker foreloebigt. Men det var virkelig en oplevelse at se og hoere om atombombens sindssyge konsekvenser, og hvordan den havde oedelagt alt.
Hiroshima er nu en by der via deres museum, park og saa videre, vil formidle til resten af verden, hvor vigtigt fred er, og forhaabenlig soerge for at sprede budskabet, saa det der skete den 6. august 1945 aldrig sker igen.
Men jeg ankom til Hiroshima igaar, efter en lang togtur og bor paa J Hopper hostel (J staar for Japan) hvor der er rigtigt hyggeligt.
I dag saa jeg Peace Memorial Museum, parken og saadan. Det var en lidt overvaeldende oplevelse, at opleve hvordan et sted der var saa smukt i dag for bare 65 aar siden var blevet fuldstaendig oedelagt. Jeg havde hoeretelefoner paa med engelsk tale, og engang i mellem var jeg noedt til at spole videre, da mange af de fortaellinger om boern der var doede, var haarde (og ikke bare fordi det var uskyldige mennesker der doede... Det var mere beksrivelse af, hvordan deres hud faldt af og hang i laser)
I parken braender der en flamme, som foerst maa slukkes, naar alle atomvaaben er destrueret. Desvaerre er der ikke udsigt til at det sker foreloebigt. Men det var virkelig en oplevelse at se og hoere om atombombens sindssyge konsekvenser, og hvordan den havde oedelagt alt.
Hiroshima er nu en by der via deres museum, park og saa videre, vil formidle til resten af verden, hvor vigtigt fred er, og forhaabenlig soerge for at sprede budskabet, saa det der skete den 6. august 1945 aldrig sker igen.
mandag den 8. februar 2010
Rejseplaner
Efter en dag paa Nii-Jima kom jeg i gaar aftes tilbage til Tokyo, og indlogerede mig paa et nyt hostel. Egentlig var jeg glad for det gamle, men man kan ikke noejes med at bo et sted i Tokyo.
Saa jeg er pa Khaosan Samurai i Asakusa, nu. Her er rigtigt hyggeligt, med masser af europaiske backpackere. I morgen gaar turen dog videre, mod Hiroshima, hvor jeg skal se alle de der atombombemonumenter.
Og fra weekenden bliver det rigtigt fedt. Der tager jeg nemlig chancen endnu engang og tager med en faerge. Denne gang til Korea, hvor jeg skal besoege England, som jeg boede paa Hostel med, sidste uge. Jeg aner ingenting om Korea, udover at der var en krig i 1949 - som saa vidt jeg husker slet ikke var i 1949, og et skib der hed Jutlandia. Saa det bliver rigtigt spaendende!
Og saa ville jeg bare gerne lige sige at vejret har vaeret rigtigt godt i Tokyo i dag. Har brugt en del tid paa at nyde solen paa hostellets tag. Saa skoent!
Send flere penge.
Saa jeg er pa Khaosan Samurai i Asakusa, nu. Her er rigtigt hyggeligt, med masser af europaiske backpackere. I morgen gaar turen dog videre, mod Hiroshima, hvor jeg skal se alle de der atombombemonumenter.
Og fra weekenden bliver det rigtigt fedt. Der tager jeg nemlig chancen endnu engang og tager med en faerge. Denne gang til Korea, hvor jeg skal besoege England, som jeg boede paa Hostel med, sidste uge. Jeg aner ingenting om Korea, udover at der var en krig i 1949 - som saa vidt jeg husker slet ikke var i 1949, og et skib der hed Jutlandia. Saa det bliver rigtigt spaendende!
Og saa ville jeg bare gerne lige sige at vejret har vaeret rigtigt godt i Tokyo i dag. Har brugt en del tid paa at nyde solen paa hostellets tag. Saa skoent!
Send flere penge.
lørdag den 6. februar 2010
Nii-jima
Igaar postede jeg en facebookstatus hvor jeg luftede min tvivl om hvorvidt jeg kunne finde faergen. Det kunne jeg. Det var vaerre at finde af den igen.
Faergen til oerne omkring Tokyo gik klokken 22, og naeste morgen skulle jeg ankomme til Nii-jima. Da det var en natfaerge, havde vi ikke saeder, men i stedet afmaerkninger paa gulvet paa stoerrelse med senge. Der var bare ingen senge. Saa jeg fik en lille pude og et taeppe, og saa skulle jeg sove der. Og det kunne jeg godt, faktisk sov jeg naesten mere tungt end de sidste mange naetter.
Foerste stop var O-Shima, hvor jeg ikke skulle af. Der stod cirka 90% af faergens passagerer af, saa jeg var naesten helt alene. Den eneste omkring mig, var en mand der talte meget daarligt engelsk, som begyndte at snakke om at naar der var saa mange boelger som i dag, saa kunne faergen ikke ankomme ved havnen ved Nii-jima og sejlede i stedet tilbage til Tokyo. Og efter 8 timer paa gulvet i en meget vippende faerge, var detikke det jeg havden allermest lyst at hoere.
Men ikke laenge efter stoppede faergen, og efter manden i hoejtaleren, som kun talte japansk (saa skete det at jeg savnede Tokyos metro...) havde sagt noget med Nii-Jima, gik jeg ud for at staa af. Men efter en forvirrende samtale med dem ved udgangen, som mest foregik ved hjaelp af pegning armbevaegelser, opfattede jeg at dette ikke var Nii-Jima, men en anden oe, som ikke var beskrevet i Lonely Planet (og saa findes den altsaa ikke rigtigt)
Jeg satte mig tilbage, og begyndte samtidig at blive rigtigt godt og grundigt soesyg. Midt i at jeg havde ondt af mig selv, kom der saa en ansat med en seddel hvorpaa der stod at vi ville ankomme til Nii-Jima om en halv time.
Endelig kom jeg af og fik min rygsaek, og saa var det bare lige at jeg skulle finde touristkontoret, saa de kunne skaffe mig en taxa. Men jeg kunne ikke finde det, og gik et stykke vej, indtil det via et af oens eneste skilte paa engelsk, gik op for mig at jeg var gaaet direkte forbi det. Saa tilbage igen.
Paa touristkontoret kunne den meget glade og rare japanske dame fortaelle mig at oens eneste hotel var lukket i dag. Jeg naaede lige at blive svedt, indtil hun sagde hun kunne finde et andet sted. Saa efter hun havde foretaget et opkald, blev jeg hentet og koert til et minchuku, som saa vidt jeg har forstaaet, er en slags guesthouse hvor ejerne selv bor der, i japansk stil. Der er i hvert fald ingen seng.
Saa idag har jeg set Nii-Jima. Startede med at cykle ud til en onsen - et sted med varme kilder, som laa lige ud til havet. Det var skoent at sidde i varmt vand, mens det var koldt omkring mig, men bagefter kunne jeg ikke faa mit hoved til at stoppe med at vaere opkogt, saa jeg var en anelse svimmel og saadan - eller ogsaa skyldes det, at jeg ikke har fundet noget sted der saelger mad, andet end toerrede fisk og chips, saa jeg har levet af sidstnaevnte i dag. Om tre kvarter er der dog aftensmad her hvor jeg bor, saa der maa jeg spise godt.
Senere cyklede jeg om til den anden side af oen, hvor surferne holder til, naar der ellers er varmt. Der var to. Men jeg hyggede mig og drak en cola.
I morgen gaar turen tilbage til Tokyo. Her er lidt for oede, og det koster for mange penge at bo her. Fra Tokyo har jeg taenkt mig at tage toget til Hiroshima, og paa fredag eller loerdag har jeg skumle planer om at skulle med endnu en faerge - men det fortaeller jeg om, naar jeg har styr paa det.
Send flere penge nu.
Faergen til oerne omkring Tokyo gik klokken 22, og naeste morgen skulle jeg ankomme til Nii-jima. Da det var en natfaerge, havde vi ikke saeder, men i stedet afmaerkninger paa gulvet paa stoerrelse med senge. Der var bare ingen senge. Saa jeg fik en lille pude og et taeppe, og saa skulle jeg sove der. Og det kunne jeg godt, faktisk sov jeg naesten mere tungt end de sidste mange naetter.
Foerste stop var O-Shima, hvor jeg ikke skulle af. Der stod cirka 90% af faergens passagerer af, saa jeg var naesten helt alene. Den eneste omkring mig, var en mand der talte meget daarligt engelsk, som begyndte at snakke om at naar der var saa mange boelger som i dag, saa kunne faergen ikke ankomme ved havnen ved Nii-jima og sejlede i stedet tilbage til Tokyo. Og efter 8 timer paa gulvet i en meget vippende faerge, var detikke det jeg havden allermest lyst at hoere.
Men ikke laenge efter stoppede faergen, og efter manden i hoejtaleren, som kun talte japansk (saa skete det at jeg savnede Tokyos metro...) havde sagt noget med Nii-Jima, gik jeg ud for at staa af. Men efter en forvirrende samtale med dem ved udgangen, som mest foregik ved hjaelp af pegning armbevaegelser, opfattede jeg at dette ikke var Nii-Jima, men en anden oe, som ikke var beskrevet i Lonely Planet (og saa findes den altsaa ikke rigtigt)
Jeg satte mig tilbage, og begyndte samtidig at blive rigtigt godt og grundigt soesyg. Midt i at jeg havde ondt af mig selv, kom der saa en ansat med en seddel hvorpaa der stod at vi ville ankomme til Nii-Jima om en halv time.
Endelig kom jeg af og fik min rygsaek, og saa var det bare lige at jeg skulle finde touristkontoret, saa de kunne skaffe mig en taxa. Men jeg kunne ikke finde det, og gik et stykke vej, indtil det via et af oens eneste skilte paa engelsk, gik op for mig at jeg var gaaet direkte forbi det. Saa tilbage igen.
Paa touristkontoret kunne den meget glade og rare japanske dame fortaelle mig at oens eneste hotel var lukket i dag. Jeg naaede lige at blive svedt, indtil hun sagde hun kunne finde et andet sted. Saa efter hun havde foretaget et opkald, blev jeg hentet og koert til et minchuku, som saa vidt jeg har forstaaet, er en slags guesthouse hvor ejerne selv bor der, i japansk stil. Der er i hvert fald ingen seng.
Saa idag har jeg set Nii-Jima. Startede med at cykle ud til en onsen - et sted med varme kilder, som laa lige ud til havet. Det var skoent at sidde i varmt vand, mens det var koldt omkring mig, men bagefter kunne jeg ikke faa mit hoved til at stoppe med at vaere opkogt, saa jeg var en anelse svimmel og saadan - eller ogsaa skyldes det, at jeg ikke har fundet noget sted der saelger mad, andet end toerrede fisk og chips, saa jeg har levet af sidstnaevnte i dag. Om tre kvarter er der dog aftensmad her hvor jeg bor, saa der maa jeg spise godt.
Senere cyklede jeg om til den anden side af oen, hvor surferne holder til, naar der ellers er varmt. Der var to. Men jeg hyggede mig og drak en cola.
I morgen gaar turen tilbage til Tokyo. Her er lidt for oede, og det koster for mange penge at bo her. Fra Tokyo har jeg taenkt mig at tage toget til Hiroshima, og paa fredag eller loerdag har jeg skumle planer om at skulle med endnu en faerge - men det fortaeller jeg om, naar jeg har styr paa det.
Send flere penge nu.
torsdag den 4. februar 2010
Nogle fisk, nogle gadgets og en hund.
I morges gik turen til Tsujiki fiskemarked. Paa vej derhen havde jeg allerede forberedt dette indlaeg - det skulle bestaa af et Wikipedialink og en kommentar om at jeg ikke kunne fortaelle mere, da jeg aldrig fandt det. Men efter en halv time var det indlaeg oedelagt, da jeg pludselig stod der. Men her er wikipedialinket.
For at vise at det ikke var loegn at jeg fandt vej, tog jeg ogsaa et billede af nogle fisk.
Derefter tog jeg videre indtil Ginza, til Sony showroomet. Det aabnede bare foerst kl 11, saa indtil da gik jeg rundt i omraadet - og fik forvildet mig ind i noget jeg troede var en udstilling, som viste sig at vaere et indkoebscenter i mange etager, men men kun et lille rum pr etage. De havde paene billeder af paene mennesker.
Paa et tidspunkt var jeg i tvivl om hvor udgangen overhovedet var, men saa huskede jeg min mors ord "ned kan man altid komme" og besluttede mig for det ogsaa gaelder for ud. Og det gjorde det.
Derefter aabnede Sonys showroom. Det var i mange etager med udstilling af de nyeste gadgets og saadan fra Sony. Der var mulighed for at proeve at fotografere med de forskellige kameraer (jeg fotograferede selvfoelgelig mig selv) lytte til musik fra de forskellige hoeretelefoner, og spille spil 3D. Det var lidt spaendende, men havde helt klart vaeret federe hvis jeg havde haft Holger eller Carsten eller saadan nogle noerder med.
Da jeg var faerdig med at se paa udstyr, tog jeg toget til Shibuya station, udelukkende med et formaal: At se en statue af en hund. Saa her er den.
Det er selvfoelgelig ikke selve statuen der er saa interessant igen, men historien bag den er saa soed at jeg simpelthen var neodt til at se den.
Hunden, som er afbildet, hed Hachiko. Hachiko levede i 19207erne, sammen med sin ejer, der var professor og boede i Shibuya. Hver dag, naar professoren kom hjem, stod Haciko ude foran stationen og ventede paa ham. Paa et tidspunkt doede professoren, men Hachiko fortsatte med at staa foran stationen og vente, paa samme tidspunkt, hver dag i de naeste 11 aar, indtil han selv doede.
Nu er jeg ogsaa lidt roerstroemsk, men jeg synes simpelthen det er saadan en soergelig historie. Men ogsaa soed. Og det synes japanerne altsaa ogsaa. Hachiko bruges nu som moedested, og man skal passe paa med at staa der. Jeg var lige ved at blive bortfoert! Der kom i hvert fald en dame og spurgte om jeg var Stephanie, og hvis jeg ikke havde set forvirret ud, havde hun maaske taget mig hen til et sted jeg ikke kendte.
For ikke at det Hachiko skulle vaere min eneste oplevelse med Shibuya, tog jeg i storcenteret Shibuya 109. Der var godt nok meget... specielt toej samlet. Altsaa, saadan rigtigt Tokyo streetstyle. Ekspedienterne gik rundt i alt for hoeje sko (for de faldt engang imellem) tylskoerter og sorte haettetroejer. Jeg koebte ikke noget.
Men alligevel boer I sende flere penge nu.
For at vise at det ikke var loegn at jeg fandt vej, tog jeg ogsaa et billede af nogle fisk.
Derefter tog jeg videre indtil Ginza, til Sony showroomet. Det aabnede bare foerst kl 11, saa indtil da gik jeg rundt i omraadet - og fik forvildet mig ind i noget jeg troede var en udstilling, som viste sig at vaere et indkoebscenter i mange etager, men men kun et lille rum pr etage. De havde paene billeder af paene mennesker.
Paa et tidspunkt var jeg i tvivl om hvor udgangen overhovedet var, men saa huskede jeg min mors ord "ned kan man altid komme" og besluttede mig for det ogsaa gaelder for ud. Og det gjorde det.
Derefter aabnede Sonys showroom. Det var i mange etager med udstilling af de nyeste gadgets og saadan fra Sony. Der var mulighed for at proeve at fotografere med de forskellige kameraer (jeg fotograferede selvfoelgelig mig selv) lytte til musik fra de forskellige hoeretelefoner, og spille spil 3D. Det var lidt spaendende, men havde helt klart vaeret federe hvis jeg havde haft Holger eller Carsten eller saadan nogle noerder med.
Da jeg var faerdig med at se paa udstyr, tog jeg toget til Shibuya station, udelukkende med et formaal: At se en statue af en hund. Saa her er den.
Det er selvfoelgelig ikke selve statuen der er saa interessant igen, men historien bag den er saa soed at jeg simpelthen var neodt til at se den.
Hunden, som er afbildet, hed Hachiko. Hachiko levede i 19207erne, sammen med sin ejer, der var professor og boede i Shibuya. Hver dag, naar professoren kom hjem, stod Haciko ude foran stationen og ventede paa ham. Paa et tidspunkt doede professoren, men Hachiko fortsatte med at staa foran stationen og vente, paa samme tidspunkt, hver dag i de naeste 11 aar, indtil han selv doede.
Nu er jeg ogsaa lidt roerstroemsk, men jeg synes simpelthen det er saadan en soergelig historie. Men ogsaa soed. Og det synes japanerne altsaa ogsaa. Hachiko bruges nu som moedested, og man skal passe paa med at staa der. Jeg var lige ved at blive bortfoert! Der kom i hvert fald en dame og spurgte om jeg var Stephanie, og hvis jeg ikke havde set forvirret ud, havde hun maaske taget mig hen til et sted jeg ikke kendte.
For ikke at det Hachiko skulle vaere min eneste oplevelse med Shibuya, tog jeg i storcenteret Shibuya 109. Der var godt nok meget... specielt toej samlet. Altsaa, saadan rigtigt Tokyo streetstyle. Ekspedienterne gik rundt i alt for hoeje sko (for de faldt engang imellem) tylskoerter og sorte haettetroejer. Jeg koebte ikke noget.
Men alligevel boer I sende flere penge nu.
Her bor jeg - nu med mobilbilleder
Udsigten fra mit vaerelse
Mit vaerelse. Jeg deler det med nogle andre, men det kan man ikke se, for det er kun mine ting der altid ligger fremme. Min seng er den man kan se - der er forhaeng for, fordi jeg har masser af ting til at ligge paa den.
Kontrolpanelet paa toilettet.
En lille paamindelse fra hostelfatter
Mit vaerelse. Jeg deler det med nogle andre, men det kan man ikke se, for det er kun mine ting der altid ligger fremme. Min seng er den man kan se - der er forhaeng for, fordi jeg har masser af ting til at ligge paa den.
Kontrolpanelet paa toilettet.
En lille paamindelse fra hostelfatter
tirsdag den 2. februar 2010
Ting der fascinerer mig ved Japan
1. At de er saa seje til at multitaske - de kan baade staa, laese en bog, og soerge for at komme af/paa det rigtige tog uden problemer. Jeg kan ikke engang taenke paa andet, og staa af det rigtige sted paa en ganｇ．Spoergsmaalet er saa om det siger noget om mig eller dem.
2. Tastaturerne. Jeg ved ikke om jeg nogensinde laerer at mestre dem.
３. At de har saa smaa foedder, og i forlaengelse, at det alligevel lykkedes mig at finde et par sko i str 39.
4. At dem paa cafeen opfoerte sig som om at de aldrig havde set et visa-kort foer. Det var sjovt.
5. At jeg tog afsted med en ide om at det japanske metrosystem var meget let tilgaengeligt. Det er det ikke. Det er herresvaert! Der er sindssygt mange udgange, saa selvom jeg troede jeg boede lige ved siden af udgangen, lykkedes det mig at fare vild.
2. Tastaturerne. Jeg ved ikke om jeg nogensinde laerer at mestre dem.
３. At de har saa smaa foedder, og i forlaengelse, at det alligevel lykkedes mig at finde et par sko i str 39.
4. At dem paa cafeen opfoerte sig som om at de aldrig havde set et visa-kort foer. Det var sjovt.
5. At jeg tog afsted med en ide om at det japanske metrosystem var meget let tilgaengeligt. Det er det ikke. Det er herresvaert! Der er sindssygt mange udgange, saa selvom jeg troede jeg boede lige ved siden af udgangen, lykkedes det mig at fare vild.
mandag den 1. februar 2010
Her bor jeg - ville jeg sige
Computerne paa mit youth hostel har desvaerre ikke memorycardlaesere. Jeg ville ellers laegge billeder over, og vise det omraade jeg skal bruge de i hvert fald naeste 4 dage i. Men desvaerre.
Men jeg kan fortaelle at det er paa 18. sal i et kan fortaelle at det er paa 18. sal i et center kaldet Ramla, lige ved siden af metrostationen Iidabashi. Og her kom dagens sejr: Jeg fandt helt selv derhen! Godt nok med hjaelp fra diverse rare mennesker og maskiner, men jeg er helt selvtilfreds alligevel.
Jeg bor paa et 8 mands vaerelse, men jeg er ikke sikker paa de andre 7 findes. Maaske de bare er ude og se Tokyo.
Faktisk har jeg kun moedt to andre beboere, som begge to var japanere. Vi havde en god snak om politik, samfundsforhold, miljoe og saadan, mens vi ventede paa check-in.
Noget af det, jeg finder skaegt ved Japan er (Jaja, smaa hjerner, smaa fornoejelser) deres toiletter. De er nemlig udstyret med forskellige knapper saaledes at man vaelge forskellige former for bidet funktioner, men ogsaa en knap der afspiller en hoej traekke-ud lyd, til hvis man ikke vil hoeres.
HYG JER OG SEND FLERE PENGE NU!
Men jeg kan fortaelle at det er paa 18. sal i et kan fortaelle at det er paa 18. sal i et center kaldet Ramla, lige ved siden af metrostationen Iidabashi. Og her kom dagens sejr: Jeg fandt helt selv derhen! Godt nok med hjaelp fra diverse rare mennesker og maskiner, men jeg er helt selvtilfreds alligevel.
Jeg bor paa et 8 mands vaerelse, men jeg er ikke sikker paa de andre 7 findes. Maaske de bare er ude og se Tokyo.
Faktisk har jeg kun moedt to andre beboere, som begge to var japanere. Vi havde en god snak om politik, samfundsforhold, miljoe og saadan, mens vi ventede paa check-in.
Noget af det, jeg finder skaegt ved Japan er (Jaja, smaa hjerner, smaa fornoejelser) deres toiletter. De er nemlig udstyret med forskellige knapper saaledes at man vaelge forskellige former for bidet funktioner, men ogsaa en knap der afspiller en hoej traekke-ud lyd, til hvis man ikke vil hoeres.
HYG JER OG SEND FLERE PENGE NU!
Thank god Im pretty
Jeg har planlagt min tur i mange maaneder. Hele tiden var der vaeret et enkelt problem... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle goere den foerste nat. Ifoelge mine egne tidsforskeludregninger, ville jeg nemlig ankomme i Tokyo kl 2 om natten. Efter mange frustrationer valgte jeg at se hvad der skete, og hvis det gik helt galt, overnatte i lufthavnen.
Maaske var det meget godt at jeg droppede at planlaegge foerste nat.
For pludselig, efter flere maaneders planlaegning, gaar et lys op for mig, mens jeg sidder i flyet og ser Sex and the City... Tidsforskellen er allerede indregnet paa min flybillet og ankomst i Tokyo er allerede kl 18, ikke klokken 2.
Jeg undrer mig meget over hvor mine foraeldre er henne i dette billede... Er der ingen der har kunnet se, at jeg da overhovedet ikke var gammel og ansvarlig nok at rejse alebe i 2 maaneder? I saa fald er I naive, alle sammen!
Men nu fandt jeg mig et hyggeligt lille hostel med gratis morgenmad og toilet med mange knapper i Narita. I morgen gaar turen saa til Tokyo International Youth Hostel.
For lige at runde blondineindlaegget af... Jeg forstaar ingenting af det japanske tastatur. Det er jo fyldt med tegn!
Send flere penge nu!
Maaske var det meget godt at jeg droppede at planlaegge foerste nat.
For pludselig, efter flere maaneders planlaegning, gaar et lys op for mig, mens jeg sidder i flyet og ser Sex and the City... Tidsforskellen er allerede indregnet paa min flybillet og ankomst i Tokyo er allerede kl 18, ikke klokken 2.
Jeg undrer mig meget over hvor mine foraeldre er henne i dette billede... Er der ingen der har kunnet se, at jeg da overhovedet ikke var gammel og ansvarlig nok at rejse alebe i 2 maaneder? I saa fald er I naive, alle sammen!
Men nu fandt jeg mig et hyggeligt lille hostel med gratis morgenmad og toilet med mange knapper i Narita. I morgen gaar turen saa til Tokyo International Youth Hostel.
For lige at runde blondineindlaegget af... Jeg forstaar ingenting af det japanske tastatur. Det er jo fyldt med tegn!
Send flere penge nu!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
