Jeg er saa bange for at glemme alle de sjove stunder jeg har haft. Saa nu skriver jeg dem ned her, efterhaanden som jeg husker dem. De er hoejst sandsynligt ikke sjove for nogen anden, men det er lige meget, det er mine minder!
Paa hostellet i Kyoto: Owen har koebt spaghetti, men der er ingen kogeplader. Det problem havde jeg bare en halv time foer, og jeg foreslaar at han haelder kogende vand over, og udskifter det hver gang det stopper med at koge. Aurelie foreslaar mikroboelgeovnen, og han ender med foerst at haelde kogende vand over, saa putte det i mikroboelgeovnen. Resten af aftenen drillede vi ham med at hans mad var radioaktiv og han var ved at blive groen. Aurelie fik den aften tilnavnet "sarcastic French girl"
Overalt i Japan og Thailand: Kaenguruhistorien. Det er min nye yndlingshistorie, og jeg tror jeg har fortalt den til samtlige jeg har moedt paa min vej - isaer dem fra Australien. Den startede paa et hostel i Hiroshima, hvor nogle fra Australien fortalte mig at man skal passe paa med kaenguruer, og hvis de gaar i vandet, maa man bestemt ikke foelge efter dem, for saa drukner de nemlig en.
Jeg fortalte historien til mine to yndlings australske Tokyobuddies, og de drillede mig og mente jeg var naiv fordi jeg troede paa det. Men jeg er glad for historien, og har spredt den lige siden. Til alle. Og fordi jeg efter at have omgivet mig med for mange fyre, og er blevet meget lidt ladylike, er historien nogle gang blevet cuttet ned til "The kangaroos will fucking drown you, man"
Koh Phanang: Jeg ligger i haengekoejen ude foran bungalowen og slapper af. Pludselig er der en der kalder indefra "Johanne... Come in here"
Da jeg kommer ind, sidder min norske roommate Speedy paa sengen og ser forskraekket ud. "What is that? Is that a duck?" spoerger han om den lyd han tror kommer fra under hans seng, som hoejst sandsynligt kommer udefra. Jeg maatte forklare ham at det var en gekko, at de var ganske ufarlige, og den ikke var herinde. Derefter begyndte vi at taelle hver gang gekkoen laver lyde, for at finde ud af hvor mange gange i trak den siger gekko. Stoerstedelen af gangene er det 5.
lørdag den 3. april 2010
T.I.T - This is Thailand
Paa et skilt i Chiang Mai saa jeg ovenstaaende forkortelse, brugt som forklaring paa hvorfor man ikke boer smide toiletpapir i toilettet. Men det er slet ikke det, det i virkeligheden betyder. This is Thailand, er et begreb der boer bruges som forklaring paa, hvorfor det kan vaere et helvede at rejse rundt.
Da jeg tog fra Phuket til Koh Phanang (som desuden ogsaa var en ret hektisk og besvaerlig tur) koebte jeg en open ticket hjem. Ifoelge manden paa rejsebureauet, skulle jeg bare tage faergen den dag jeg ville hjem, og saa virkede den.
Saa den 1. april, klokken 12, tager jeg faergen fra Koh Phanang til Surat Thani. Paa havnen i Surat Thani skal vi vente en times tid paa at faa en bus mod busstationen. Mine skuldre blev roede.
Paa busstationen, gik det op for mig, at jeg som en af de eneste ikke havde et klistermaerke der viste hvor jeg skulle hen, saa jeg gik op til manden med klistermaerkerne og spurgte. Her viste det sig at eftersom jeg havde koebt billetten gennem random rejsebureau, havde han ikke noget med det at goere, og at der ville komme en derfra og hente mig.
Efter mere ventetid kom der en mand og hentede mig og to irere, i en minibus. Jeg naaede lige at fantasere om at vi skulle koere helt til Bangkok i den, men saa satte han os af ved rejsebureauet.
Paa rejsebureauet var damen ved at faa mig til at graede, da hun sagde at jeg ikke kunne komme med. Tilsyneladende skulle man reconfirme, hvilket ham der solgte mig billetten ikke havde fortalt. Og nu var bussen fyldt op.
Jeg insisterede paa at jeg skulle hjem i dag, og at det ikke kunne vaere min skyld, da ingen havde fortalt mig jeg skulle reconfirme. Og pludselig, efter hun havde talt meget hoejt ind i telefonen, besluttede hun sig for at jeg godt kunne komme med. Vi skulle bare lige betale 200 baht ekstra, for vi var noedt til at blive koert ind til en anden busstation med minibussen.
Paa busstationen havde minibuschauffoeren vores billetter, og i brugte 40 minutter der, paa ikke at vide hvor han var. Men han kom tilbage, og vi kom med bussen.
Da vi ankom, var vi sjovt nok ikke paa Khao San Road, som vi havde koebt billet til, men paa en busstation i Bangkok. Saa det blev lige 200 baht ekstra for en taxa til Khao San Road.
Heraf kan jeg konkludere at det ikke kan betale sig at koebe en open ticket. Maaske er den billigere mens du koeber den, men med ekstraudgifter paa 400 baht, havde det vaeret billigere at tage en anden tur der var et par timer kortere.
Det gode er at jeg ikke blev bestjaalet undervejs. Det er aabenbart meget almindeligt at folk bliver bestjaalet mens de sover i bussen. Men jeg sov ikke, saa haha, tyve! I fik mig ikke denne gang!
Og fordi happy endings er kedelige, kan jeg fortaelle at efter at have faaet et hotelvaerelse og noget at spise, var det foerste jeg gjorde at kaste det hele op igen. Og jeg har vaeret syg siden da. Maaske er det meget godt jeg skal hjem i morgen.
Da jeg tog fra Phuket til Koh Phanang (som desuden ogsaa var en ret hektisk og besvaerlig tur) koebte jeg en open ticket hjem. Ifoelge manden paa rejsebureauet, skulle jeg bare tage faergen den dag jeg ville hjem, og saa virkede den.
Saa den 1. april, klokken 12, tager jeg faergen fra Koh Phanang til Surat Thani. Paa havnen i Surat Thani skal vi vente en times tid paa at faa en bus mod busstationen. Mine skuldre blev roede.
Paa busstationen, gik det op for mig, at jeg som en af de eneste ikke havde et klistermaerke der viste hvor jeg skulle hen, saa jeg gik op til manden med klistermaerkerne og spurgte. Her viste det sig at eftersom jeg havde koebt billetten gennem random rejsebureau, havde han ikke noget med det at goere, og at der ville komme en derfra og hente mig.
Efter mere ventetid kom der en mand og hentede mig og to irere, i en minibus. Jeg naaede lige at fantasere om at vi skulle koere helt til Bangkok i den, men saa satte han os af ved rejsebureauet.
Paa rejsebureauet var damen ved at faa mig til at graede, da hun sagde at jeg ikke kunne komme med. Tilsyneladende skulle man reconfirme, hvilket ham der solgte mig billetten ikke havde fortalt. Og nu var bussen fyldt op.
Jeg insisterede paa at jeg skulle hjem i dag, og at det ikke kunne vaere min skyld, da ingen havde fortalt mig jeg skulle reconfirme. Og pludselig, efter hun havde talt meget hoejt ind i telefonen, besluttede hun sig for at jeg godt kunne komme med. Vi skulle bare lige betale 200 baht ekstra, for vi var noedt til at blive koert ind til en anden busstation med minibussen.
Paa busstationen havde minibuschauffoeren vores billetter, og i brugte 40 minutter der, paa ikke at vide hvor han var. Men han kom tilbage, og vi kom med bussen.
Da vi ankom, var vi sjovt nok ikke paa Khao San Road, som vi havde koebt billet til, men paa en busstation i Bangkok. Saa det blev lige 200 baht ekstra for en taxa til Khao San Road.
Heraf kan jeg konkludere at det ikke kan betale sig at koebe en open ticket. Maaske er den billigere mens du koeber den, men med ekstraudgifter paa 400 baht, havde det vaeret billigere at tage en anden tur der var et par timer kortere.
Det gode er at jeg ikke blev bestjaalet undervejs. Det er aabenbart meget almindeligt at folk bliver bestjaalet mens de sover i bussen. Men jeg sov ikke, saa haha, tyve! I fik mig ikke denne gang!
Og fordi happy endings er kedelige, kan jeg fortaelle at efter at have faaet et hotelvaerelse og noget at spise, var det foerste jeg gjorde at kaste det hele op igen. Og jeg har vaeret syg siden da. Maaske er det meget godt jeg skal hjem i morgen.
onsdag den 31. marts 2010
Full Moon Party
Jeg ville gerne skrive et indlaeg, men jeg er ret traet. Jeg proever alligevel.
Klokken er 16.15, thailandsk tid, og mine roommates sover stadig. Jeg stod op for 3 kvarter siden. Til gengaeld gik jeg i seng klokken 6 i morges, mens the crazy norwegian guys, som de ogsaa er kendt som, kom hjem klokken halv 8. Og var meget meget fulde og larmende.
Dette er egentlig bare hverdag paa Koh Phanang, jeg er efterhaanden vant til at blive vaekket af en 1.97 hoej fyr, der tror han er baade supermand og kongen, og laver buler i vaeggene, mens han vaelter rundt i bungalowen. Men i morges var det alligevel lidt anderledes, da det var Full Moon Party.
Jeg havde lidt frygtet hele konceptet, selvom jeg havde glaedet mig. Jeg mener jo, man hoerer alle de vilde historier derfra. Men med undtagelse af en lidt for voksen mand, der efter at have truet samtlige maend omkring ham, med at banke dem, gik over til at true pigerne (jeg sad som publikum et stykke vaek og var ikke i fare), og en del unge piger, der maatte baeres vaek fra stranden, var det egentlig bare en sjov og glad strandfest, med 20.000 dansende mennesker.
Jeg mistede ret hurtigt mine venner, Speedy og The King, og fandt dem ikke igen. I stedet dansede jeg hele natten med en tysk pige, og random mennesker omkring os. Og jeg drak klart mere vand end alkohol, saa folk boer vaere stolte af mig.
Eftersom den sidste aktivitet der er planlagt, nu er overstaaet, er jeg ved at vaenne mig til tanken om at komme hjem om et par dage. Mest til at se min familie i lufthavnen. Og traene ungerne i 1900 igen. Og til det danske foraar.
Klokken er 16.15, thailandsk tid, og mine roommates sover stadig. Jeg stod op for 3 kvarter siden. Til gengaeld gik jeg i seng klokken 6 i morges, mens the crazy norwegian guys, som de ogsaa er kendt som, kom hjem klokken halv 8. Og var meget meget fulde og larmende.
Dette er egentlig bare hverdag paa Koh Phanang, jeg er efterhaanden vant til at blive vaekket af en 1.97 hoej fyr, der tror han er baade supermand og kongen, og laver buler i vaeggene, mens han vaelter rundt i bungalowen. Men i morges var det alligevel lidt anderledes, da det var Full Moon Party.
Jeg havde lidt frygtet hele konceptet, selvom jeg havde glaedet mig. Jeg mener jo, man hoerer alle de vilde historier derfra. Men med undtagelse af en lidt for voksen mand, der efter at have truet samtlige maend omkring ham, med at banke dem, gik over til at true pigerne (jeg sad som publikum et stykke vaek og var ikke i fare), og en del unge piger, der maatte baeres vaek fra stranden, var det egentlig bare en sjov og glad strandfest, med 20.000 dansende mennesker.
Jeg mistede ret hurtigt mine venner, Speedy og The King, og fandt dem ikke igen. I stedet dansede jeg hele natten med en tysk pige, og random mennesker omkring os. Og jeg drak klart mere vand end alkohol, saa folk boer vaere stolte af mig.
Eftersom den sidste aktivitet der er planlagt, nu er overstaaet, er jeg ved at vaenne mig til tanken om at komme hjem om et par dage. Mest til at se min familie i lufthavnen. Og traene ungerne i 1900 igen. Og til det danske foraar.
lørdag den 27. marts 2010
Flyttedag
Jeg har nu vaeret paa Koh Pha Nnang i... Jeg har egentlig ikke styr paa dagene. Men jeg tror nok jeg ankom den 21., saa det maa vaere 6 dage.
Da jeg ankom, tog jeg sammen med to svenskere til Coral Bungalow, et hotel kendt fra Lonely Planet. Det er laekre bungalows, en udmaerket restaurant, med rigtigt flinke ansatte, en pool, masser af mennesker og fest hver aften. Desvaerre er der Full Moon Party om 3 dage (det er selvfoelgelig ikke kun desvaerre, det skal nok blive sjovt), hvilket betyder at her var fuldt boooket fra i dag. Saa vi er nu flyttet til Starlight Bungalow, som har rigtigt fine bungalows, men selve omgivelserne er en byggeplads. Heldigvis er der kun 5 minutters gang paa stranden tilbage til Coral, hvor vi kommer for at spise og bruge computerne.
Flyttedag betyder ogsaa at jeg skifter roommates, jeg er blevet traet af at hoere paa svensk, og synes norsk er nemmere at forstaa. Eller ogsaa tager svenskerne hjem om 2 dage, mens nordmaendene bliver her ligesaa laenge som jeg.
Derudover er jeg rigtigt glad for Koh Pha Nnang, der er masser af mennesker, jeg faar oevet mit efterhaanden gebrokne dansk, og alle er glade.
Den 4. april, sker der det at der gaar et fly fra Bangkok mod Munchen og derefter fra Munchen mod DK, og jeg tror at der er nogen der forventer at jeg er med det fly. Jeg er ikke sikker, men eftersom jeg efterhaanden er ved at loebe toer for penge, er det maaske meget godt. Jeg vil ikke hjem.
Da jeg ankom, tog jeg sammen med to svenskere til Coral Bungalow, et hotel kendt fra Lonely Planet. Det er laekre bungalows, en udmaerket restaurant, med rigtigt flinke ansatte, en pool, masser af mennesker og fest hver aften. Desvaerre er der Full Moon Party om 3 dage (det er selvfoelgelig ikke kun desvaerre, det skal nok blive sjovt), hvilket betyder at her var fuldt boooket fra i dag. Saa vi er nu flyttet til Starlight Bungalow, som har rigtigt fine bungalows, men selve omgivelserne er en byggeplads. Heldigvis er der kun 5 minutters gang paa stranden tilbage til Coral, hvor vi kommer for at spise og bruge computerne.
Flyttedag betyder ogsaa at jeg skifter roommates, jeg er blevet traet af at hoere paa svensk, og synes norsk er nemmere at forstaa. Eller ogsaa tager svenskerne hjem om 2 dage, mens nordmaendene bliver her ligesaa laenge som jeg.
Derudover er jeg rigtigt glad for Koh Pha Nnang, der er masser af mennesker, jeg faar oevet mit efterhaanden gebrokne dansk, og alle er glade.
Den 4. april, sker der det at der gaar et fly fra Bangkok mod Munchen og derefter fra Munchen mod DK, og jeg tror at der er nogen der forventer at jeg er med det fly. Jeg er ikke sikker, men eftersom jeg efterhaanden er ved at loebe toer for penge, er det maaske meget godt. Jeg vil ikke hjem.
torsdag den 18. marts 2010
Laos
Jeg har ikke faaet skrevet saa meget det sidste stykke tid, da jeg har haft travlt. Jeg har lige vaennet mig til at rejse med en gruppe, men i morgen bryder vi op igen. Nogle skal til Cambodia, andre til Vietnam, og jeg tager tilbage til Thailand og til Phuket.
Den foerste dag i Laos, var den vaerste dag jeg har haft mens jeg rejste. Vi forlod Chiang Mai soendag aften kl 7, og tog en bus mod Laos. Kl 6 om morgenen stod vi af, og skiftede til en andet bus, der gik meget langsomt og var fyldt med mennesker. Efter to timer i den bus, stod vi af, og nogle tuktukchauffoerere tilboed at koere os til graensen... Troede vi. Det var tilsyndeladende kun den ene der ville det, den anden ville til et turistkontor. Saa vi endte op to forskellige steder.
Da vi endelig ankom til graensen, var visafolkene lige gaaet til frokost. Jeg var paa det tidspunkt ved at omkomme af sult, foelte mig beskidt og svedig, og var paa krykker. Efter noget tid fik vi vores visa, og besluttede os for at finde et sted at spise. Paa dette tidspunkt var jeg allerede ved det punkt hvor jeg rystede og var svimmel, saa jeg maatte sidde ned lidt tid, mens de andre koebte mad til mig.
Det er det helt fantastiske ved at rejse med andre, at der er nogen der kan tage sig af en. Og det var det tidspunkt hvor jeg havde mest brug for det. Jeg har heller ikke baaret min egen bagage, det gjorde de andre.
Gruppen jeg rejser med, bestaar af 4 fra Canada, en fra Australien, og mig. Fra Canada er der Alexandra og Natalee, som er 23, og bedste venner. Derudover er der Cham paa 29 og Terra pa 23, der ligeledes rejser sammen. Og saa er der Peter paa 26 fra Australien. Og mig. Vi besluttede os for at alle skulle have et nickname, men som lyd. Min lyd er "Oh my god, my ancle"
Vang Vien hvor vi opholder os, er en by, hvor folk kommer til for at feste. Hovedattraktionen er en lang flod, man kan flyde ned af i store baderinge. Undervejs er der masser af barer, og gynger, man kan tage hvor man haenger fra armene og svinger udover vandet, et par meter oppe, og hoppe fra. Det er ret skraemmende, men sjovt.
I anledning af St. Patricks Day, var det ekstra vildt igaar. Vi blev malet med spraymaling, og jeg er nu groen, gul, hvis og roed over det hele. Det er svaert at faa af.
I morgen gar turen til Phuket, hvor jeg tror jeg bruger et par dage, foer jeg tager til Koh Phan Nnang. Det bliver rart endelig at komme til stranden og slappe af.
Desvaerre er det gaaet op for mig at jeg har under 3 igen, hvilket skraemmer mig. Selvom jeg savner folk derhjemme, er jeg saa vant til at vaere on the road, at jeg ikke har lyst til at vende tilbage til dagligdagen. Men jeg overvejer at tage en ny tur, sa snart jeg har mulighed for det, rundt og besoege de folk jeg har moedt undervejs, hvilket pt vil sige at jeg meget gerne vil til USA, Canada og Australien. Men saa skal jeg vist tjene lidt mere.
Og on that note - Send flere penge nu!
Den foerste dag i Laos, var den vaerste dag jeg har haft mens jeg rejste. Vi forlod Chiang Mai soendag aften kl 7, og tog en bus mod Laos. Kl 6 om morgenen stod vi af, og skiftede til en andet bus, der gik meget langsomt og var fyldt med mennesker. Efter to timer i den bus, stod vi af, og nogle tuktukchauffoerere tilboed at koere os til graensen... Troede vi. Det var tilsyndeladende kun den ene der ville det, den anden ville til et turistkontor. Saa vi endte op to forskellige steder.
Da vi endelig ankom til graensen, var visafolkene lige gaaet til frokost. Jeg var paa det tidspunkt ved at omkomme af sult, foelte mig beskidt og svedig, og var paa krykker. Efter noget tid fik vi vores visa, og besluttede os for at finde et sted at spise. Paa dette tidspunkt var jeg allerede ved det punkt hvor jeg rystede og var svimmel, saa jeg maatte sidde ned lidt tid, mens de andre koebte mad til mig.
Det er det helt fantastiske ved at rejse med andre, at der er nogen der kan tage sig af en. Og det var det tidspunkt hvor jeg havde mest brug for det. Jeg har heller ikke baaret min egen bagage, det gjorde de andre.
Gruppen jeg rejser med, bestaar af 4 fra Canada, en fra Australien, og mig. Fra Canada er der Alexandra og Natalee, som er 23, og bedste venner. Derudover er der Cham paa 29 og Terra pa 23, der ligeledes rejser sammen. Og saa er der Peter paa 26 fra Australien. Og mig. Vi besluttede os for at alle skulle have et nickname, men som lyd. Min lyd er "Oh my god, my ancle"
Vang Vien hvor vi opholder os, er en by, hvor folk kommer til for at feste. Hovedattraktionen er en lang flod, man kan flyde ned af i store baderinge. Undervejs er der masser af barer, og gynger, man kan tage hvor man haenger fra armene og svinger udover vandet, et par meter oppe, og hoppe fra. Det er ret skraemmende, men sjovt.
I anledning af St. Patricks Day, var det ekstra vildt igaar. Vi blev malet med spraymaling, og jeg er nu groen, gul, hvis og roed over det hele. Det er svaert at faa af.
I morgen gar turen til Phuket, hvor jeg tror jeg bruger et par dage, foer jeg tager til Koh Phan Nnang. Det bliver rart endelig at komme til stranden og slappe af.
Desvaerre er det gaaet op for mig at jeg har under 3 igen, hvilket skraemmer mig. Selvom jeg savner folk derhjemme, er jeg saa vant til at vaere on the road, at jeg ikke har lyst til at vende tilbage til dagligdagen. Men jeg overvejer at tage en ny tur, sa snart jeg har mulighed for det, rundt og besoege de folk jeg har moedt undervejs, hvilket pt vil sige at jeg meget gerne vil til USA, Canada og Australien. Men saa skal jeg vist tjene lidt mere.
Og on that note - Send flere penge nu!
lørdag den 13. marts 2010
Eftersom mine foraeldre er hhv sygeplejerske og social og sundhedsassistent, har jeg altid vaeret glad for hospitaler. Faktisk soerger jeg for at besoege hospitaler i alle de byer jeg kommer til.
I morges tog jeg til hospitalet i Chiang Mai. Det er meget flot, og jeg fik en rundvisning i koerestol. De lod mig endda proeve deres roengtenudstyr. Til sidst gav de mig en stak souvenirs, saa jeg ikke ville glemme mit besoeg: noget medicin, bandage, og et saet krykker.
Jeg blev meget glad for gaverne og gaar naturligvis stadig rundt med krykkerne - man moeder mange flere mennesker paa den maade. Og det er en fin maade at traene armmusklerne paa.
Senere i dag forlader jeg Chiang Mai, og tager til Laos, med en gruppe fra mit guesthouse. Jeg regner med at tilbringe et par dage, for derefter at kunne faa et nyt visa til Thailand.
I morges tog jeg til hospitalet i Chiang Mai. Det er meget flot, og jeg fik en rundvisning i koerestol. De lod mig endda proeve deres roengtenudstyr. Til sidst gav de mig en stak souvenirs, saa jeg ikke ville glemme mit besoeg: noget medicin, bandage, og et saet krykker.
Jeg blev meget glad for gaverne og gaar naturligvis stadig rundt med krykkerne - man moeder mange flere mennesker paa den maade. Og det er en fin maade at traene armmusklerne paa.
Senere i dag forlader jeg Chiang Mai, og tager til Laos, med en gruppe fra mit guesthouse. Jeg regner med at tilbringe et par dage, for derefter at kunne faa et nyt visa til Thailand.
tirsdag den 9. marts 2010
En fantastisk aften
Det fede ved at rejse, er at jeg aldrig ved, hvad der kommer til at ske. I aften var min plan at slappe af, men da jeg ogsaa har slappet af paa vaerelset hele dagen, taenkte jeg at jeg hellere maatte gaa lidt ud.
Jeg har faaet mig et par thailandske hej-venner. En af dem staar udenfor en fransk restaurant, jeg gaar forbi ret tit. Efter at have snakket lidt med ham, inviterede han mig ind og moede hans kollegaer. Jeg kom ind i baggaarden til restauranten og moedte alle der arbejdede der. De var meget venlige og havde ikke nogle problemer med at jeg hang ud paa deres arbejdsplads - faktisk fandt de det rigtigt hyggeligt.
Jeg har endnu ikke snakket med lokale, uden at der var en form for business i det, saa alle mine bekendskaber har vaeret blandt turister - hovedsageligt fra Australien (The damn aussies er overalt!)
Men her hyggede jeg mig i to timer - en af kvinderne tog mig med ind i huset ved siden af, hvor der var en hund med 8 meget yndige hvalpe. Jeg har hoert om dem, faaet en ide om hvordan det er at vaere ung i Thailand. Og jeg har pjattet med dem, kommet ud over det der stadie "oh you're so white and pretty". Blandt andet blev jeg spurgt til hvor langt henne jeg var i graviditeten, fordi en af drengene mente jeg havde topmave.
I morgen aften tager jeg dertil igen, hvorefter jeg skal paa Reggae Bar med en af pigerne der arbejder der. Hun tager tit paa bar selv, da hun elsker "pretty foreigner boys"
Jeg har igen moedt nye venner, men denne gang blandt de lokale. Jeg er en glad ung dame.
Jeg har faaet mig et par thailandske hej-venner. En af dem staar udenfor en fransk restaurant, jeg gaar forbi ret tit. Efter at have snakket lidt med ham, inviterede han mig ind og moede hans kollegaer. Jeg kom ind i baggaarden til restauranten og moedte alle der arbejdede der. De var meget venlige og havde ikke nogle problemer med at jeg hang ud paa deres arbejdsplads - faktisk fandt de det rigtigt hyggeligt.
Jeg har endnu ikke snakket med lokale, uden at der var en form for business i det, saa alle mine bekendskaber har vaeret blandt turister - hovedsageligt fra Australien (The damn aussies er overalt!)
Men her hyggede jeg mig i to timer - en af kvinderne tog mig med ind i huset ved siden af, hvor der var en hund med 8 meget yndige hvalpe. Jeg har hoert om dem, faaet en ide om hvordan det er at vaere ung i Thailand. Og jeg har pjattet med dem, kommet ud over det der stadie "oh you're so white and pretty". Blandt andet blev jeg spurgt til hvor langt henne jeg var i graviditeten, fordi en af drengene mente jeg havde topmave.
I morgen aften tager jeg dertil igen, hvorefter jeg skal paa Reggae Bar med en af pigerne der arbejder der. Hun tager tit paa bar selv, da hun elsker "pretty foreigner boys"
Jeg har igen moedt nye venner, men denne gang blandt de lokale. Jeg er en glad ung dame.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
