Jeg er saa bange for at glemme alle de sjove stunder jeg har haft. Saa nu skriver jeg dem ned her, efterhaanden som jeg husker dem. De er hoejst sandsynligt ikke sjove for nogen anden, men det er lige meget, det er mine minder!
Paa hostellet i Kyoto: Owen har koebt spaghetti, men der er ingen kogeplader. Det problem havde jeg bare en halv time foer, og jeg foreslaar at han haelder kogende vand over, og udskifter det hver gang det stopper med at koge. Aurelie foreslaar mikroboelgeovnen, og han ender med foerst at haelde kogende vand over, saa putte det i mikroboelgeovnen. Resten af aftenen drillede vi ham med at hans mad var radioaktiv og han var ved at blive groen. Aurelie fik den aften tilnavnet "sarcastic French girl"
Overalt i Japan og Thailand: Kaenguruhistorien. Det er min nye yndlingshistorie, og jeg tror jeg har fortalt den til samtlige jeg har moedt paa min vej - isaer dem fra Australien. Den startede paa et hostel i Hiroshima, hvor nogle fra Australien fortalte mig at man skal passe paa med kaenguruer, og hvis de gaar i vandet, maa man bestemt ikke foelge efter dem, for saa drukner de nemlig en.
Jeg fortalte historien til mine to yndlings australske Tokyobuddies, og de drillede mig og mente jeg var naiv fordi jeg troede paa det. Men jeg er glad for historien, og har spredt den lige siden. Til alle. Og fordi jeg efter at have omgivet mig med for mange fyre, og er blevet meget lidt ladylike, er historien nogle gang blevet cuttet ned til "The kangaroos will fucking drown you, man"
Koh Phanang: Jeg ligger i haengekoejen ude foran bungalowen og slapper af. Pludselig er der en der kalder indefra "Johanne... Come in here"
Da jeg kommer ind, sidder min norske roommate Speedy paa sengen og ser forskraekket ud. "What is that? Is that a duck?" spoerger han om den lyd han tror kommer fra under hans seng, som hoejst sandsynligt kommer udefra. Jeg maatte forklare ham at det var en gekko, at de var ganske ufarlige, og den ikke var herinde. Derefter begyndte vi at taelle hver gang gekkoen laver lyde, for at finde ud af hvor mange gange i trak den siger gekko. Stoerstedelen af gangene er det 5.
lørdag den 3. april 2010
T.I.T - This is Thailand
Paa et skilt i Chiang Mai saa jeg ovenstaaende forkortelse, brugt som forklaring paa hvorfor man ikke boer smide toiletpapir i toilettet. Men det er slet ikke det, det i virkeligheden betyder. This is Thailand, er et begreb der boer bruges som forklaring paa, hvorfor det kan vaere et helvede at rejse rundt.
Da jeg tog fra Phuket til Koh Phanang (som desuden ogsaa var en ret hektisk og besvaerlig tur) koebte jeg en open ticket hjem. Ifoelge manden paa rejsebureauet, skulle jeg bare tage faergen den dag jeg ville hjem, og saa virkede den.
Saa den 1. april, klokken 12, tager jeg faergen fra Koh Phanang til Surat Thani. Paa havnen i Surat Thani skal vi vente en times tid paa at faa en bus mod busstationen. Mine skuldre blev roede.
Paa busstationen, gik det op for mig, at jeg som en af de eneste ikke havde et klistermaerke der viste hvor jeg skulle hen, saa jeg gik op til manden med klistermaerkerne og spurgte. Her viste det sig at eftersom jeg havde koebt billetten gennem random rejsebureau, havde han ikke noget med det at goere, og at der ville komme en derfra og hente mig.
Efter mere ventetid kom der en mand og hentede mig og to irere, i en minibus. Jeg naaede lige at fantasere om at vi skulle koere helt til Bangkok i den, men saa satte han os af ved rejsebureauet.
Paa rejsebureauet var damen ved at faa mig til at graede, da hun sagde at jeg ikke kunne komme med. Tilsyneladende skulle man reconfirme, hvilket ham der solgte mig billetten ikke havde fortalt. Og nu var bussen fyldt op.
Jeg insisterede paa at jeg skulle hjem i dag, og at det ikke kunne vaere min skyld, da ingen havde fortalt mig jeg skulle reconfirme. Og pludselig, efter hun havde talt meget hoejt ind i telefonen, besluttede hun sig for at jeg godt kunne komme med. Vi skulle bare lige betale 200 baht ekstra, for vi var noedt til at blive koert ind til en anden busstation med minibussen.
Paa busstationen havde minibuschauffoeren vores billetter, og i brugte 40 minutter der, paa ikke at vide hvor han var. Men han kom tilbage, og vi kom med bussen.
Da vi ankom, var vi sjovt nok ikke paa Khao San Road, som vi havde koebt billet til, men paa en busstation i Bangkok. Saa det blev lige 200 baht ekstra for en taxa til Khao San Road.
Heraf kan jeg konkludere at det ikke kan betale sig at koebe en open ticket. Maaske er den billigere mens du koeber den, men med ekstraudgifter paa 400 baht, havde det vaeret billigere at tage en anden tur der var et par timer kortere.
Det gode er at jeg ikke blev bestjaalet undervejs. Det er aabenbart meget almindeligt at folk bliver bestjaalet mens de sover i bussen. Men jeg sov ikke, saa haha, tyve! I fik mig ikke denne gang!
Og fordi happy endings er kedelige, kan jeg fortaelle at efter at have faaet et hotelvaerelse og noget at spise, var det foerste jeg gjorde at kaste det hele op igen. Og jeg har vaeret syg siden da. Maaske er det meget godt jeg skal hjem i morgen.
Da jeg tog fra Phuket til Koh Phanang (som desuden ogsaa var en ret hektisk og besvaerlig tur) koebte jeg en open ticket hjem. Ifoelge manden paa rejsebureauet, skulle jeg bare tage faergen den dag jeg ville hjem, og saa virkede den.
Saa den 1. april, klokken 12, tager jeg faergen fra Koh Phanang til Surat Thani. Paa havnen i Surat Thani skal vi vente en times tid paa at faa en bus mod busstationen. Mine skuldre blev roede.
Paa busstationen, gik det op for mig, at jeg som en af de eneste ikke havde et klistermaerke der viste hvor jeg skulle hen, saa jeg gik op til manden med klistermaerkerne og spurgte. Her viste det sig at eftersom jeg havde koebt billetten gennem random rejsebureau, havde han ikke noget med det at goere, og at der ville komme en derfra og hente mig.
Efter mere ventetid kom der en mand og hentede mig og to irere, i en minibus. Jeg naaede lige at fantasere om at vi skulle koere helt til Bangkok i den, men saa satte han os af ved rejsebureauet.
Paa rejsebureauet var damen ved at faa mig til at graede, da hun sagde at jeg ikke kunne komme med. Tilsyneladende skulle man reconfirme, hvilket ham der solgte mig billetten ikke havde fortalt. Og nu var bussen fyldt op.
Jeg insisterede paa at jeg skulle hjem i dag, og at det ikke kunne vaere min skyld, da ingen havde fortalt mig jeg skulle reconfirme. Og pludselig, efter hun havde talt meget hoejt ind i telefonen, besluttede hun sig for at jeg godt kunne komme med. Vi skulle bare lige betale 200 baht ekstra, for vi var noedt til at blive koert ind til en anden busstation med minibussen.
Paa busstationen havde minibuschauffoeren vores billetter, og i brugte 40 minutter der, paa ikke at vide hvor han var. Men han kom tilbage, og vi kom med bussen.
Da vi ankom, var vi sjovt nok ikke paa Khao San Road, som vi havde koebt billet til, men paa en busstation i Bangkok. Saa det blev lige 200 baht ekstra for en taxa til Khao San Road.
Heraf kan jeg konkludere at det ikke kan betale sig at koebe en open ticket. Maaske er den billigere mens du koeber den, men med ekstraudgifter paa 400 baht, havde det vaeret billigere at tage en anden tur der var et par timer kortere.
Det gode er at jeg ikke blev bestjaalet undervejs. Det er aabenbart meget almindeligt at folk bliver bestjaalet mens de sover i bussen. Men jeg sov ikke, saa haha, tyve! I fik mig ikke denne gang!
Og fordi happy endings er kedelige, kan jeg fortaelle at efter at have faaet et hotelvaerelse og noget at spise, var det foerste jeg gjorde at kaste det hele op igen. Og jeg har vaeret syg siden da. Maaske er det meget godt jeg skal hjem i morgen.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
